Regeringen spår stort fald i boligpriserne
Boligpriserne er på vej ned. Det vurderer regeringen i Økonomisk Redegørelse, der forudser et prisfald på 8,4 pct. i år.
Det er en markant forværring sammenlignet med prognosen i august, hvor regeringen spåede et prisfald på 4,8 pct.
I 2024 ventes et prisfald på yderligere 0,5 pct., og i 2022 faldt priserne med 0,2 pct.
”Økonomiministeriet hugger endnu et stykke af udsigterne til boligpriserne i år. Boligmarkedet har allerede fået slag siden i sommers, og Økonomiministeriet forventer fortsatte prisfald. Det er vi i store træk enige med dem i,” skriver Brian Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank i en kommentar.
Får Økonomiministeriet ret, vil husejerne kunne se deres friværdier svinde med i gennemsnit 187.000 i 2023 sammenlignet med 2022, vurderer Brian Helmer.
Siden boligpriserne toppede i sommer er de faldet cirka 10 pct., og det ses også på aktiviteten, da der handles væsentligt færre boliger.