Japanske investorer fortsætter salg af realkreditobligationer

Januar afspejler en nedadgående tendens for de japanske investorers beholdning af obligationer bag danskernes lån med fast rente. Det er ”ikke en hjælpende hånd,” at de japanske investorer sælger ud - men det går langsommere nu, end det gjorde sidste år.
Det skriver Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit, i en kommentar.
”Samlet har japanerne solgt realkreditobligationer med en pålydende værdi på 1,8 mia. kr. mere, end de har købt nye obligationer. Men da frasalget har været til kurser godt under 100, mens køb af nye obligationer typisk sker tæt på kurs 100, har markedsværdien af frasalget netto kun været 0,8 mia. kr.,” skriver Sune Malthe-Thagaard.
Det betyder, at beholdningen målt i markedsværdi er uændret, men at den pålydende værdi er faldet.
Det er ikke kun japanske investorer, der sælger ud af danske realkreditobligationer. Andre udenlandske investorer solgte også ud i januar, viser tal fra Nationalbanken ifølge Totalkredits chefanalytiker. Udlandet ejer 31 pct. af de danske realkreditobligationer, hvilket er et fald på 3,7 pct. over det seneste år.
”Japanske investorer har nedbragt sin ejerandel med mest til nu 3,8 pct., hvilket er et fald på 3 pct.point,” skriver Sune Malthe-Thagaard.
”Den største nedgang i udlandets ejerandel kommer fra Japan, der på et år er faldet 3 pct.point til nu 3,8 pct. i januar 2023. Men det sker i et langsommere tempo, hvorimod andre udenlandske investorer hidtil har holdt fast i en ejerandel på over 28 pct. I løbet af det sidste år er den nede på 27,2 pct.,” fortsætter han.