FinansWatch

Syv sløve måneder: Færre handler og flere boliger til salg

Der er mindre aktivitet på boligmarkedet end før corona. I syv måneder er der blevet lukket færre handler.

Foto: Thomas Borberg

Det går sløvt for sig på det danske boligmarked. Igen i september er der handlet færre boliger. Det betyder samtidig, at der er flere boliger til salg på markedet.

Det viser tal fra Boligsiden tirsdag.

Her kan man se, at antallet af ”til salg”-skilte er vokset med 2300 i september. Dermed fortsætter en tendens, der har stået på i syv måneder. Over de syv måneder er der blevet over 10.000 flere boliger til salg.

Cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre peger på, at hvis ret skal være ret, så kommer udbuddet også fra et historisk lavt niveau.

”Aktiviteten på boligmarkedet er faldet mærkbart, og det giver plads til, at der igen kommer varer på hylderne hos ejendomsmæglerne,” skriver han i en analyse.

”Antallet af salgsskilte så sent som i februar ramte det laveste i 16 år, så i et historisk perspektiv er udbuddet stadig meget lavt. Men det er standhaftigt på vej frem.”

Udbuddet er nu på det højeste siden august 2020. Men udbuddet er stadig lavere end i 2019.

Ser man på mængden af handler, er det dog tydeligt, at tempoet på boligmarkedet er lavt - selv hvis man sammenligner med tiden før corona.

Ifølge Dansk Industris boligøkonom, Bo Sandberg, er det tydeligt, hvis man sammenligner med årene før corona.

Sandberg peger på, at ifølge Boligsidens tal var antallet af handler på boligmarkedet i september omkring en tredjedel lavere end niveauet i samme måned i 2015 til 2019.

”Især ejerlejlighedsmarkedet er ramt. I hver af de fire uger i september er der på landsplan kun solgt godt 200 ejerlejligheder,” skriver han i en analyse.

”Dermed befinder handelsaktiviteten på denne del af boligmarkedet sig på blot 52 procent sammenlignet med perioden før corona.”

Økonomer venter store fald på boligpriser i den kommende tid

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs