FinansWatch

Salget af lejligheder dykker til laveste niveau i otte år

Boligøkonom forventer, at tendensen med færre solgte ejerlejligheder vil fortsætte frem til 2024.

Foto: Martin Lehmann

Man skal tilbage til 2014 for at finde et første halvår, hvor der blev solgt færre ejerlejligheder end i år.

Det skriver TV 2 på baggrund af tal fra Boligsiden, som drives af ejendomsmæglere og ejendomsmæglerkæder.

I løbet af årets første seks måneder er der blevet solgt 8644 ejerlejligheder på landsplan, hvilket er en smule under antallet af solgte ejerlejligheder i første halvår af 2019 og 2020.

Det er dog markant under de 12.947 ejerlejligheder, der blev solgt i første halvår af 2021, hvor coronapandemien dog var med til at gøre boligmarkedet glohedt.

”Mange brugte coronaperioden til at skifte bolig, fordi man havde tid og overskud og måske fandt ud af, at boligen var for trang,” siger Mira Lie Nielsen, boligøkonom hos Nykredit, til Ritzau.

I coronaperioden kom også nye købere på markedet.

”Vi havde ikke så meget andet at bruge penge på, så der var mange førstegangskøbere, som pludselig fik en opsparing og måske også fik udbetalt nogle feriepenge, som man ikke vidste, man havde.”

”Det var det, der satte gang i den ekstraordinære store handelsaktivitet, som så nu er nede på et normalt år,” siger boligøkonomen.

Ifølge hende var det forventet, at en del af dampen ville gå af markedet, og det har også kunnet ses over de seneste måneder, påpeger hun.

”Det er kommet gradvist, og hovedårsagen skal findes i den markante rentestigning over foråret,” siger Mira Lie Nielsen.

Rentestigningen har gjort det dyrt at låne. Især i de dyreste områder - eksempelvis i hovedstaden.

Boligøkonomen kalder det for et skifte, der er sket på boligmarkedet. Hun forventer, at der vil gå mere damp af markedet resten af året samt i 2023 og 2024.


Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs