FinansWatch

Feds Kashkari: Guidance har allerede fjernet støtte fra økonomi

Den amerikanske centralbanks guidance om en serie af renteløft og en reduktion af sin store balance har allerede fjernet stimulation fra økonomien, mener Minneapolis-chef.

Neel Kashkari, som er chef for den amerikanske centralbank Federal Reserves, Feds, afdeling i Minneapolis, vurderer, at centralbankens guidance om en serie af renteløft og en reduktion af sin store balance allerede har fjernet stimulation fra økonomien.

”Vi har faktisk gjort en del for at fjerne støtten til økonomien gennem vores fremadrettede guidance,” sagde Neel Kashkari torsdag ifølge Bloomberg News.

Markedsrenterne er da også røget i vejret. Eksempelvis ligger den tiårige statsrente nu nær 3,00 pct. mod omkring 1,50 pct. ved årsskiftet. På samme måde er de kortere renter såvel som realkreditrenterne trukket kraftigt op i år.

Federal Reserve har allerede hævet sin rente to gange i år med samlet set 0,75 pct.point til nu 0,75-1,00 pct., mens ledelsesgruppen tilbage i marts indikerede en rente til nytår på 1,875 pct. Banken vil også fra juni sælge ud af sine obligationer og dermed trække likviditet ude af finansmarkederne.

”Vi er nødsaget til at følge op på al den fremadrettede guidance, vi har givet, i forhold til fed funds-renten og i relation til balancen, og jeg er sikker på, at vi vil gøre det.”

Federal Reserves formand, Jerome Powell, har da også flere gange siden rentemødet tidligere på måneden fortalt, at renteløft på 50 basispoint er ”på bordet” til møderne både i juni og i juli.

Centralbanken kæmper for at bringe den tårnhøje inflation ned. I april steg forbrugerpriserne med 8,3 pct., tæt på det meste i 40 år, mens kerneinflationen var på 6,3 pct. Feds eget mål for kerneprisernes udvikling er en stigning på 2,0 pct. om året.

Økonomerne frygter dog, at de mange ventede stramninger fra centralbanken vil sende økonomien i USA i recession.

”Vi er meget fokuserede på at sikre, at den høje inflation ikke sætter sig i folks forventninger,” understregede Neel Kashkari.

”Vi vil gøre alt, vi kan, for at opnå en, citationstegn, blød landing, men jeg vil være ærlig over for jer om, at jeg ikke ved, hvad odds er for det.”

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs