FinansWatch

Feds Evans: Inflation vil bøje af med få renteløft forbi neutral

”Vi behøver ikke at blive ved med at hæve fed funds-renten for at være restriktive. Vi kan nå et restriktivt niveau og blive der,” siger Charles Evans, chef for den amerikanske centralbank Federal Reserves afdeling i Chicago.

Charles Evans, som er chef for den amerikanske centralbank Federal Reserves, Feds, afdeling i Chicago, vurderer, at den tårnhøje inflation i USA vil bøje af, hvis centralbanken hæver sin rente noget over dens neutrale niveau.

”Hvis vi går 50 basispoint forbi det niveau, hvis vi går 75 basispoint forbi det, så bør dette restriktive niveau i pengepolitikken virke i forhold til at bringe inflationen ned,” siger Charles Evans til Bloomberg News.

”Vi behøver ikke at blive ved med at hæve fed funds-renten for at være restriktive. Vi kan nå et restriktivt niveau og blive der.”

I forbindelse med rentemødet i marts viste Feds kvartalsmæssige prognose, at flertallet af medlemmerne i bankens ledelse på længere sigt så en neutral rente i 2,50 pct., og tidligere i maj lød det fra bankens formand, Jerome Powell, at den neutrale rente formentlig ligger i 2,0-3,0 pct.

”Som formand Powell sagde, vil vi bevæge os hurtigt mod noget, som mere ligner en neutral fed funds-rente. Min egen vurdering af neutral er, at det er i intervallet 2,25-2,50 pct.,” lyder det også fra Chicago-direktøren over for Bloomberg News.

Charles Evans regner med, at det neutrale niveau for renten vil blive nået i slutningen af 2022, hvilket vil placere banken solidt i forhold til at håndtere inflationen, der senest i april blev målt til et nær 40-årigt højt niveau i 8,3 pct., ind i 2023.

”Jeg forventer, at tingene vil blive forbedret fra en meget høj inflation, som vi har nu, men jeg tænker, at det formentlig vil tage noget tid for os at håndtere det.”

Federal Reserve har allerede hævet sin rente to gange i år, med henholdsvis 25 og 50 basispoint på rentemøderne i marts og i maj. Den toneangivende fed funds rate ligger derfor nu i 0,75-1,00 pct., og formand Jerome Powell samt en række andre af bankens direktører har betonet, at yderligere renteløft på hver 0,50 pct.point på rentemøderne i juni og juli er ”på bordet”.

Tilbage i marts var chefgruppens gennemsnitlige bud også, at renten ved udgangen af 2022 ville slutte i 1,875 pct., mens den i 2023 ville slutte i 2,875 pct.


Mere fra FinansWatch

Pensionister i pengenød - her er hele artikelserien

I en stribe artikler har FinansWatch sat spot på det faktum, at landets pensionister og pensionselskaber på vidt forskellig vis håndterer en situation, hvor markedsrenteprodukterne er hårdt udfordrede og vil levere markant lavere udbetalinger end tidligere. Få overblikket her.

Læs også

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs