FinansWatch

Antallet af tvangsauktioner er lavt trods sommerstigning

Historisk set er antallet af tvangsauktioner på et lavt niveau, selv om antallet steg 23 procent i juli.

Antallet af tvangsauktioner er fortsat lavt og langt fra niveauet i 1980'erne, hvor tusinder hver måned måtte gå fra hus og hjem.

I juli lød antallet af tvangsauktioner således på 195. Det er en stigning fra 158 i juni, oplyser Danmarks Statistik.

Stigningen skal ses i sammenhæng med, at antallet af tvangsauktioner i juni var det laveste i 11 år.

"Samlet set er gennemsnittet af de månedlige tvangsauktioner fortsat på et lavt niveau i 2019 sammenlignet med de foregående år," skriver Danmarks Statistik.

Det er oftest huse, som går på tvangsauktion, da de gennem de sidste 40 år har udgjort over halvdelen af de ejendomme, der ender på auktion. Det skal ses, i lyset af at omkring halvdelen af alle ejendomme i Danmark er huse.

En tvangsauktion kan ske, hvis man gennem en periode ikke betaler renter og afdrag på boliglånet.

For at få sine penge igen kan kreditoren - det kan være en bank eller realkreditinstitut - tvinge et salg igennem på en auktion.

Salg på tvangsauktion sker typisk til priser, der ligger betydeligt under den pris, man kunne have fået ved et normalt salg, og det kan derfor være en dyr affære for boligejeren, som udover at miste huset risikerer at måtte flytte med gæld hængende over hovedet.

Ny regering sætter fokus på realkreditlån i landområderne

Færre boliger sælges på tvangsauktion

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere