Realkreditkurser falder efter Moody's-fyring
"Vi ser fra åbningen generelle fald i de danske realkreditpapirer, både i Nykredit og RD. De falder en 20-25 øre i forhold til, hvordan de egentlig burde handle. Det er både de lange flekslån og de fastforrentede papirer, herunder 4 pct. 2041 og 5 pct. 2041," siger rentestrateg Carsten Skødeberg fra Jyske Bank til Ritzau Finans.
Indtil videre har handlen kredset omkring futures på realkreditobligationerne.
"Det er dem, der har været salgsrunder i fra morgenstunden. Man kan sige, at det er typisk for det marked, vi er i, at så snart der er usikkerhed, så klarer de sig dårligt. Så der skal lige noget mere ro på, inden det ser lidt mere positivt ud," siger Carsten Skødeberg.
Udlandet er springende punkt
Han tilføjer, at det indtil videre er danske kunder, der har solgt ud, og han venter med spænding på, hvordan udenlandske investorer vil reagere på RD's beslutning.
"Jeg tror, det springende punkt bliver, hvad udlandet siger til det her. Udenlandske investorer ligger jo inde med temmelig mange obligationer, specielt flexobligationer," siger Skødeberg.
Han vil derfor sondere stemningen blandt sine udenlandske kunder og generelt holde nøje med "snakken i markedet".
Fulgt nøje
"Vi vil forhøre os hos vores udenlandske kunder for at finde ud af, hvorvidt det er lige meget, om RD ikke får den her rating fra Moody's og kun har AAA-ratingen fra S&P, eller om investorerne har nogle krav om, at der skal være mindst to ratings på obligationerne," siger Carsten Skødeberg.
Tiltaget fra RD vil utvivlsomt også blive fulgt nøje af branchekollegaerne hos Nykredit, som forleden var ude med en række tiltag for at tækkes Moody's.
"Nykredit meldte ud, at de laver den her tolagsbelåning fra henholdsvis 0 til 60 og fra 60 til 80 pct. af belåningsværdien, men hvis nu RD slipper godt af sted med det her, så kunne man måske godt forestille sig, at Nykredit ville lave noget af det samme, som RD gør. Men det er kun gisninger," siger Carsten Skødeberg.
Ritzau Finans