FinansWatch

Trods nyt etisk tiltag: Nykredit tavs om konsekvenser af udbyttefinte

Nykredit har med hjælp fra Deloitte gennemført en stor undersøgelse af sagen om en fond, der spekulerede i refusion af udbytteskat på schweiziske aktier. Men trods et nyt etisk tiltag afviser realkreditkoncernen at oplyse, om sagen fra fortiden har fået konsekvenser for de medarbejdere, som kendte til fondens uetiske formål.

Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix

Da det i efteråret kom frem, at Nykredit via kapitalforeningen Investin Pro havde huset en Nordea-fond, der spekulerede i udbytteskat, satte Nykredit gang i en intern undersøgelse. I januar kunne Nykredit så med hjælp fra Deloittes efterforskningsenhed, Deloitte Forensic, konstatere, at Nykredit Portefølje Administration ikke har haft andre lignende fonde.

Da sagen kom i efteråret frem oplyste Nykredit, at der var medarbejdere, som var bekendt med fondens egentlige formål. Efter undersøgelsen er gennemført har FinansWatch spurgt Nykredit, hvorvidt undersøgelsen viste, om der var medarbejdere i Nykredit, som kunne stilles til ansvar i forhold til sagen.

Undersøgelsen har omfattet interviews med relevante medarbejdere og en gennemsøgning af ca. 2,7 mio. e-mails, dokumenter, kalenderinvitationer m.v. fra perioden 2007 til 2018.

"Gennemgangen peger på, at 5-10 medarbejdere har kendt til den aktivitet, som fonden blev brugt i," oplyser Nykredits pressechef Jens Theil i en mail til FinansWatch.

Det er der ikke noget nyt i, for allerede før undersøgelsen var afsluttet, havde Nykredit sidste år oplyst, at man mente, at 5-10 medarbejdere kendte til sagen.

FinansWatch har spurgt Nykredit, hvordan man har valgt at håndtere det faktum, at nogle medarbejdere kendte til fondens formål.

"Der skete fejl i organisationen i Nykredit Porteføljeadministration for 10 år siden. Det har været vigtigt for os at kende omfanget, og derfor har vi fået ekstern hjælp fra Deloitte Forensics til vores gennemgang," lyder det via mail fra pressechef, Jens Theil.

"Den er afsluttet, og det mest centrale for os er nu, at organisationen lærer af fejlene, så de ikke kan ske igen. Den proces er vigtig og har stort ledelsesfokus, men for os indebærer den ikke at kommentere i medierne, hvad enkelte medarbejdere vidste eller gjorde for ti år siden. Det er ikke den type arbejdsgiver, vi ønsker at være," fortsætter han.

I forbindelse med afdækningen af sagen kunne Børsen dog afsløre, at Jim Isager Larsen, der har været chef for Nykredits afdeling for formue- og investeringsrådgivning, Wealth & Investments, var stoppet i koncernen. Ifølge avisen havde Jim Isager Larsen blandt andet repræsenteret Nykredit på et bestyrelsesmøde i Investin Pro Swiss Equity-fonden. Af bestyrelsesreferatet fremgår det ifølge Børsens oplysninger, at kapitalforeningens direktør ikke var til stede.

Nyt estisk tiltag

Ifølge FinansWatchs oplysninger var det Peter Søebye, som var direktør for Investin Pro. Han har siden 2005 været ansat som Head of Legal Affairs i Nykredit Portefølje Administration, og ifølge Nykredits hjemmeside er han fortsat ansat.

FinansWatch har spurgt, hvad undersøgelsen har afsløret i forhold til disse to nøglepersoner. Men det ønsker Nykredit heller ikke at oplyse om.

Nykredit ønsker heller ikke, at oplyse om, hvad man gør for at lære af fortidens fejl. I stedet henviser Nykredits presseafdeling til, at Nykredit har igangsat et nyt tiltag, hvor realkreditkoncernens ledere skal indberette, hvis de finder produkter, adfærd eller rådgivning, som kan så tvivl om moralen.

"Det skal være med til at sikre, at vi giver ansvarlig rådgivning, sælger ansvarlige produkter og udviser ansvarlig adfærd. Vi skal drøfte ting, der ikke er ulovlige, men som kan være etiske dilemmaer," sagde koncernchef Michael Rasmussen til Børsen for to uger siden i en artikel om det nye tiltag.

Nykredit fuldender udbytte-undersøgelse 

Nykredit afviser at kommentere egen chefs rolle i udbyttesag

Mere fra FinansWatch

Fagboss indkalder til krisemøde for at ”afklare forhold” om privatliv

Hovedbestyrelsen i 3F er lørdag blevet indkaldt til et krisemøde af formand Per Christensen, efter at B.T. fredag aften kunne fortælle, at fagbossen har levet et dobbeltliv. Per Christensen, der har tunge bestyrelsesposter i finanssektoren, skal blandt andet forklare, om han har brugt ressourcer fra forbundet på at dække over sit dobbeltliv.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs