Nykredits image er kommet sig efter massiv bidragskritik

I 2016 fik Nykredit massiv kritik for at hæve bidragssatserne for privatkunderne mærkbart. Men ny imageundersøgelse fra FW Insight og analysehuset Wilke viser, at de negative takter stort set er forsvundet i 2018.
Nykredit og Totalkredit er kommet tilbage i FW Insights imageundersøgelse efter massiv bidragskritik. | Foto: Stine Bidstrup
Nykredit og Totalkredit er kommet tilbage i FW Insights imageundersøgelse efter massiv bidragskritik. | Foto: Stine Bidstrup

Da Nykredit i foråret 2016 meddelte, at man planlagde en børsnotering og samtidig hævede bidragssatserne markant for de private boligejere, der er kunder i Totalkredit, kom realkreditgiganten ud i en sjælden hård mediestorm.

Men efterfølgende gennemførte blandt andre Nordea Kredit også markante bidragsstigninger for privatkunderne, mens Nykredit som svar på den massive kritik indførte et fordelsprogram, Kundekroner, hurtigere, end man ellers havde tænkt sig.

Og nu, to år senere, ser det ud til, at de fleste realkreditkunder har genvundet tilliden til Nykredit og Totalkredit.

Det viser en image-måling foretaget for FW Insight af analysehuset Wilke blandt 5.000 repræsentativt udvalgte danskere i perioden 23. juli til 3. september.

Analysen viser, at Danske Bank-ejede Realkredit Danmark for tredje år i træk har det bedste image blandt de danske realkreditinstitutter. Men Nykredit og Totalkredit er i den grad kommet sig: Fra en klar sidsteplads i 2016 til at ligge næstsidst i 2017 er selskaberne nu næstbedst i 2018.

(Artiklen fotsætter under grafikken.)

”Jeg er glad for, at det har bevæget sig i den rigtige retning for os, og det tror jeg også er oplevelsen for vores mange kunder,” siger Nykredits topchef, Michael Rasmussen.

”Nu har vi gennemført vores kundekroner-program, både for privatkunder og for erhvervskunder, og det betyder, at kunderne rent faktisk kan mærke, at programmet virker, og at det reducerer deres bidragsbetalinger. Det, tror jeg, er noget, som har en positiv effekt, også for vores image i samfundet,” fortsætter Michael Rasmussen.

Kundekrone-programmet sender en del af det udbytte, som Nykredits hovedaktionær, foreningen Forenet Kredit, modtager tilbage til kunderne. Dermed opnår de i praksis at få reduceret deres bidragssatser. Det påvirker dog ikke sammenligningen af Totalkredits og Nykredits priser med konkurrenterne, da Forenet Kredit kan vælge at stoppe med at udbetale pengene til kunderne.

Jyske Realkredit er gået tilbage i 2018

Allerede i 2017 gik Nykredit og Realkredit frem på FW Insights og Wilkes imagemåling. Det samme gjorde Jyske Bank-ejede BRF Kredit, der i dag hedder Jyske Realkredit. I modsætning til konkurrenterne valgte BRF Kredit nemlig at holde bidragssatserne i ro.

I år falder Jyske Realkredit dog tilbage, hvilket muligvis kan hænge sammen med en justering af bidragssatserne, som dog ikke nødvendigvis gjorde det dyrere for kunderne, da der mere var tale om en differentiering af bidragssatserne mellem de forskellige lånetyper.

Også anføreren i image-målingen, Realkredit Danmark, er gået tilbage i 2018, men ligger dog fortsat foran niveauet fra 2016. Nordea Kredits imageniveau er til gengæld uændret i 2018, hvilket dog kun rækker til en sidsteplads.

Stort fokus på image-undersøgelser

Ifølge Nykredits topchef gennemfører Nykredit selv jævnligt image-målinger, fordi de er vigtige.

”I Nykredit mener vi, at vi har en samfundsopgave med at skaffe gode og billige lån til hele Danmark, og derfor har vores image selvfølgelig også en betydning, ikke kun forretningsmæssigt, men også på grund af vores ejerstruktur, og fordi vi har en mio. danskere som kunder,” siger Michael Rasmussen og fortsætter:

”Vi er i dag et helt andet sted, end vi var i 2016. Jeg kan godt forstå, at vi blev ramt på vores image dengang, fordi det eneste, vores kunder oplevede, var en stigning i deres bidragssatser. Men nu leverer vi på, hvad vi sagde, både i forhold til at give penge retur til kunderne og i forhold til, at vi fortsat kan tilbyde attraktiv finansiering til danskerne,”

Undersøgelsen er en del af rapporten Finansimage 2018, der udgives af FinansWatch i samarbejde med Wilke. Rapporten er gratis for abonnenter på FW Insight, men kan også købes separat.

Læs gratis preview af rapporten her

Læs mere om FW Insight her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også