FinansWatch

Engberg: Vi vinder markedsandele i surt marked

Når Peter Engberg kigger ned i maskinrummet, så ser han en god pipeline af kunder på vej ind i koncernen.

Toplinjevækst er en ualmindelig svær øvelse i en økonomi, der ligger flad som en pandekage, og det er vel tæt på det umulige, hvis man oven i købet er en aktør, der skal tjene penge på at låne penge ud – i særlig grad til bolighandler.

Så det er svære markedsvilkår for Peter Engberg Jensen og Nykredit, der da også har sat en spareplan i søen, der skal reducere omkostningsbasen med 300-400 mio. kr. Men ser man bort fra udfordringerne i den øverste linje i regnskabet, så er Peter Engberg Jensen slet ikke så utilfreds endda.

Forsigtig optimist

”Når vi kigger på, hvordan vi præsterer i forhold til vores konkurrenter, så er jeg forsigtig optimist. På realkreditsiden vinder vi markedsandele, på trods af en stor tilbagegang i forhold til 2010. Og når jeg ser på, hvad der er ved at køre gennem forretningen, eksempelvis hvor mange kundekontakter har vi, og hvad potentialerne er i disse, så ser det bedre ud, end det gjorde for nogle måneder siden,” siger Nykredit-chefen til FinansWatch.

”Sagt på en anden måde, så er det, vi har på vej ind i pipelinen, af en bedre kvalitet end for nogle måneder siden,” siger han.

Varsomme

Men det kan ikke rokke ved det overordnede billede af et meget usikkert forretningsklima p.t.

”Vi tør i hvert fald ikke indrette vores forretning efter, at der kommer vækst igen i 2012. Hvis det sker, så fint, så kan vi måske lukke lidt op for vores omkostninger igen, men som det er nu, må vi være varsomme,” siger han.

Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs