Blomberg varsler vækst fra 2011
Et frisk, grønt skud, der baner sig vej op af jorden.
Planten pryder forsiden af BRFkredits strategi-skrivelse. Og det kræver ikke megen fortolkning at forstå, hvad den spirende plante skal symbolisere: En ny og frisk start for realkreditinstitutternes lillebror, BRFkredit, der modtog gevaldige smæk under finanskrisen, efter realkredit instituttet havde reddet med på flere års optur.
Den seneste tid har BRFkredit trimmet forretningen, så koncernen igen kan være en solid forretning på højde med niveauet for 2007. En manøvre, der har krævet selvindsigt.
”Vi har klaret os dårligere end konkurrenterne, fordi vi i en periode accepterede for lave likviditetskrav og for tynde egenkapitaler hos nogle af ejendomsselskaberne. Og så havde vi en overvægt af boligudlejning i porteføljen, og det var det marked, der blev ramt først og hårdest. Der var nok noget fartblindhed over det,” siger adm. direktør i BRFkredit Sven Blomberg i dag i et interview til FinansWatch.
Tallene talte for sig selv. BRF-koncernen kom ud af 2009 med tab og hensættelser for mere end to mia. kr. og et resultat på minus 621 mio. kr. Det understregede behovet for at hive i nødbremsen, hvilket resulterede i en strategi, der tog udgangspunkt i en oprydning. Det er den proces, der bliver beskrevet i strategi-skrivelsen, og det er det, Sven Blomberg har fokus på, når han skal vurdere, hvordan BRFkredit har det i dag.
Tilbage på sporet
”Jeg fokuserer på om de tiltag, vi satte i gang i 2009, virker. Om det går den rigtige vej i forhold til indtægter, omkostninger og nedskrivninger, som er det vigtige for at bringe os tilbage på sporet, så det kan gå fremad igen,” siger Sven Blomberg. Og konklusionen er positiv: Det går den rette vej.
BRFkredit har delt vejen tilbage på sporet op i tre faser: Konsolidering, forberedelse til vækst og vækst. Første fase, der er ved at være overstået, betød blandt andet øgede krav til likviditet og egenkapital. Men når den sidste nytårsraket i år er brændt ud på himlen, vil BRFkredit til gengæld igen begynde at varme op under væksten.
”Når vi kommer ind i 2011, er vi i forberedelse til vækst fasen. Det betyder, at vi begynder at ændre på vores processer og bliver mere aktive over for privatmarkedet og det almene byggeri,” siger Blomberg.
Tab af markedsandele
Der vil dog stadig kun være lavt blus under erhvervsmarkedet. Ikke før i 2012 forventer Blomberg her en stigende aktivitet hos BRF, hvilket skal ses i sammenhæng med udlånsvilligheden hos pengeinstitutterne.
Konsolideringsstrategien har ramt BRFkredit hårdt på markedsandele. Udlånsandelen er faldet, og i 2010 vil BRFkredit på årsbasis have en markedsandel på 8,7 pct.
Men tiden er ikke inde til at fokusere på markedsandele.
”For os er en styret vækst, omkostningsudvikling og kapitaludvikling vigtigere end markedsandele,” siger Blomberg, der til gengæld forventer, at realkreditinstituttet i 2015 vil være på højde med niveauet i 2007, når det kommer til markedsandele.
På trods af forventningerne om at erobre markedsandele vil BRFkredit fortsat være lillebroren i branchen, hvilket ifølge Blomberg ikke skal ses som et mål i sig selv, men snarere som et udtryk for realiteterne.
”En lillebror kan bidrage med at være uafhængig af de store pengeinstitutter. Det burde være vores adelsmærke, men også noget, som markedet var interesseret i. Så det ikke kun er de meget store finansielle koncerner, der sidder på den finansielle virksomhed i Danmark,” siger Blomberg.
BRFbank skal styrkes
Med en styrkelse af BRFbank i 2011 og god service, håber Blomberg, at 2011 vil byde på flere kunder, på trods af at det i dag er dyrere at optage både rentetilpasningslån og fastforrentede lån hos BRFkredit, sammenlignet med konkurrenter som Nykredit og Realkredit Danmark. Med den udmelding forsøger Blomberg samtidig at punktere alle hviskerier om, at lillebroren på realkreditmarkedet i fremtiden vil blive trynet af de store.
”Nogle glemmer at være opmærksom på, er at BRFKredit er et fondsejet realkreditinstitut. Fonden har ikke den samme form for målsætning som for eksempel et aktieselskab, der skal maksimere afkastet til aktionærerne. Formålet for os er at drive realkreditvirksomhed, og så længe vi kan gøre det forsvarligt, så vil vi være på markedet,” siger han.
Tid til refleksion
Blomberg afviser, at BRFkredit kan blive slået tilbage igen hvis eller når, der skulle komme en ny krise, for med regulering og stramninger fra politisk og koncernens egen side, er branchen og BRFkredit blevet sikret mod nye rystelser – måske lidt for godt endda.
”Der er en tendens til, at man laver regulering oven på regulering uden at se de indbyrdes effekter af de her tiltag,” siger Blomberg.
”Den finansielle sektor er blevet tæppebombet med regler med en utrolig hastighed. Meget af det er fornuftigt, men jeg tror, at det er tid til refleksion”, siger han.
Særligt håber han, at de omdiskuterede Basel 3 og Solvens 2-regler ikke bliver vedtaget i den nuværende form. Reglerne tager ikke højde for det danske realkreditsystem og kan gøre det vanskeligt at tilbyde bestemte form for lån.
”Skulle de blive indført, vil det betyde, at den danske realkredit ikke kan lave udlån på samme billige måde som tidligere, eller at der i perioder skal refinansieres dobbelt, og det koster penge, som kunderne kommer til at betale,” siger han.
For BRFkredit og de andre spillere på markedet, vil det have en mindre betydning, for regningen bliver videre sendt til kunderne. Også det øgede fokus på rating, forholder Blomberg sig skeptisk til, selvom han er overbevist, at det i stigende omfang vil vinde indpas i fremtiden.
”Det er meget svært for en investor, der sidder langt væk fra Danmark at forholde sig til et dansk realkreditpapir. Men alle kan forholde sig til, hvad A1 er for noget,” siger han.
Relaterede artikler:
BRFkredit vil skrue op for bankforretningen
For abonnenter