ATP efter kritik: Vi har bevist vores værd med afkast på 142 mia. kr. over fem år

ATP har på det seneste fået kritik for store tab på sine investeringer i 2022, men pensionskoncernen mener, at investeringsstrategien har vist sit værd, hvis man ser det over en længere årrække.
Sådan lyder fra fra risikochef Kim Kehlet Johansen fra ATP i et debatindlæg i Børsen.
”ATP’s investeringsportefølje investeres efter en dynamisk risikotilpasning, så der tages mere absolut risiko, når de finansielle markeder er positive. Omvendt reducerer vi risikoen, når markederne er negative.”
”Det er med andre ord helt i overensstemmelse med den langsigtede strategi, at risikoen er reduceret igennem første halvår som konsekvens af de meget negative, finansielle markeder,” skriver han.
ATP havde i første halvår et negativt afkast på sine investeringer på 57,6 mia. kr., hvilket er det dårligste resultat nogensinde.
Kim Kehlet Johansen fremhæver i den forbindelse, at ATP over de seneste fem år har haft et afkast på 142 mia. kr., og at afkastet er et udtryk for, at strategien virker.
ATP har blandt andet fået kritik fra professor Jesper Rangvid sammen med lektor ved CBS og tidligere direktør i Danica, Henrik Ramlau-Hansen, der påpegede, at andre pensionskasser har tabt 5-15 pct. af deres portefølje, mens ATP’s negative afkast lød på 36,4 pct.
Professorer opfordrer til at øge ATP’s investeringsfrihed yderligere efter stort tab