FinansWatch

Danskerne har placeret 5 mia. kr. i grønne pensionsprodukter: "Vi har skabt et robust investeringsprodukt"

AP Pension gik forrest med et bæredygtigt pensionsprodukt, og siden fulgte flere selskaber trop. Pengene er siden strømmet ind i produkterne, hvoraf flere har skabt større afkast end de traditionelle pensionsprodukter.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Danskerne har i alt placeret lige over 5 mia. kr. i pensionsselskabernes bæredygtige pensionsprodukter.

Det viser en rundspørge, som FinansWatch har foretaget.

Det første bæredygtige pensionsprodukt kom til verden i juni sidste år, hvor AP Pension gik forrest og lancerede det første færdigpakkede bæredygtige pensionsprodukt.

Siden er flere konkurrenter kommet på banen med deres bud på bæredygtige produkter, og i dag giver i alt fem selskaber deres kunder mulighed for at investere deres pensionsmidler i en bæredygtig løsning.

På afkastet klarer to produkter sig bedre end selskabernes traditionelle produkter.

Større interesse

I februar lancerede Topdanmark markedsrenteproduktet Formålspension.

Her placerer Topdanmark 80 pct. af kundens midler i en bred portefølje af blandt andet aktier og obligationer, der er ESG-screenet. De resterende 20 pct. kan kunden selv placere ud fra præferencer i forhold til bæredygtighed, hvor kunden for eksempel kan vælge at placere midlerne i grøn omstilling eller teknologi.

I oktober var der rullet 550 mio. kr. ind i produktet. Siden da er tilstrømningen fortsat, og i dag har Topdanmark cirka 825 mio. kr. under forvaltning i Formålspension.

Afkastene har været gode, vi har en god fortælling og noget godt at byde på. Min forventing er sådan set, at den her udvikling kommer til at fortsætte.

Ralf Magnussen, investeringsdirektør i AP Pension

Det oplyser selskabet til FinansWatch.

"Vi ser helt klart en trend mod, at kunderne interesserer sig mere for, hvordan deres pension investeres og gerne selv vil have mulighed for at præge det," udtaler Topdanmarks pensionsdirektør Vivian Byrholt i en skriftlig kommentar.

"Vi er stolte af den flotte vækst i antallet af kunder, der vælger Formålspension, og vi tror, at interessen fortsat vil stige, og at en stor andel af nye kunder vil vælge Formålspension i takt med, at vi får udbredt kendskabet via vores rådgivning," lyder det videre.

Markedets højeste afkast

År til dato har kunder med midler investeret i Topdanmarks Formålspension Grøn Omstilling med middel risiko og 20 år til pension fået et afkast på 9,4 pct.

Inden for de seneste seks måneder lyder afkastet på 19 pct. Det viser en opgørelsen, som den uafhængige investeringsrådgiver Nikolaj Holdt Mikkelsens har lavet.

Topdanmark Formålspleje Grøn Omstilling har således leveret det bedste afkast målt år til dato blandt samtlige pensionsprodukter, viser opgørelsen.

"Det er meget glædeligt, at kunderne omfavner det tilbud med deres store og stadig stigende interesse for Formålspension, og at de samtidig har fået markedets højeste afkast på deres pension i år," udtaler Vivian Byrholt.

36 pct. af kunderne i Formålspension har i dag valgt Formålspension Grøn Omstilling. 32 pct. har valgt Globale investeringer, mens resten fordeler sig mellem henholdsvis teknologisk udvikling og danske investeringer.

Topdanmarks traditionelle produkt skraber i opgørelsen bunden målt på afkast sammen med Industriens Pension.

Vivian Byrholt, pensionsdirektør i Topdanmark. | Foto: PR/Topdanmark
Vivian Byrholt, pensionsdirektør i Topdanmark. | Foto: PR/Topdanmark

Alderspræsident runder 1,3 mia.

Også AP Pension har leveret solide afkast, siden selskabet i juni sidste år lancerede det første bæredygtige pensionsprodukt i markedet.

AP graduerer ikke mellem risikogrupper, men kunder med 20 år til pension, der har investeret i AP Bæredygtig, har i løbet af det seneste år fået et afkast på 9 pct., hvilket er det fjerde bedste afkast, der er skabt i perioden. AP Select og AP Active står for henholdsvis første og anden pladsen, mens Velliv Aktiv har skabt det tredjebedste afkast.

"Vi føler, vi har skabt et robust investeringsprodukt. Vores ambition er at skabe afkast på det niveau, som man kan få i vores AP Active-produkt," siger investeringsdirektør i AP Pension Ralf Magnussen.

"Hvis du ønsker at investere med et bæredygtigt fokus, så er der visse dele af investeringsuniverset, du udelukker dig fra. Omvendt tror vi på, at selskaber og investeringer, der har et bæredygtigt præg, har en strukturel medvind. Og når vi lægger de to ting sammen, så tror vi på, at det er en ambitiøs, men realistisk målsætning," siger han videre.

Ralf Magnussen, investeringsdirektør i AP Pension. | Foto: PR/AP Pension
Ralf Magnussen, investeringsdirektør i AP Pension. | Foto: PR/AP Pension

I juli i år sagde AP Pensions adm. direktør, Bo Normann Rasmussen, til Børsen, at det ikke gik så hurtigt som forventet, at få kunderne til at tilvælge AP Bæredygtig.

Derfor besluttede selskabet at ændre sin standardanbefaling fra som udgangspunkt at placere sin pension i AP Active-produktet til, at kunderne bør have en tredjedel af sin opsparing i AP Bæredygtig og to tredjedele i AP Active. 

I dag har selskabet rundet 1,3 mia. kr. i forvaltning i AP Bæredygtig.

"Man må bare konstatere, at ting tager lidt tid i pensionssektoren - herunder at få volumen i produkterne," siger Ralf Magnussen.

AP Pension har ikke et mål om, hvor mange kunder, de vil have til at vælge produktet. Men Ralf Magnussen forventer, at tilstrømningen vil fortsætte.

"Afkastene har været gode, vi har en god fortælling og noget godt at byde på. Min forventning er sådan set, at den her udvikling kommer til at fortsætte."

Kunderne tøver med at sætte penge i AP Pensions grønne produkt 

Danica nærmer sig en halv milliard

Danica Pension lancerede som seneste skud på stammen sit bæredygtige pensionsprodukt i oktober i år.

Siden da er godt 475 mio. kr. strømmet ind i produktet, hvilket glæder Dorte Eckhoff, der er chef for samfundsansvar og bæredygtighed i Danica Pension.

"For os er det en rigtig god start. Det siger noget om, at vores kunder tager rigtig godt i mod løsningen. Det tror vi blandt andet skyldes, at det er en løsning, som er udviklet i tæt dialog med vores største kunder," siger Dorte Eckhoff.

Det er et rigtigt fornuftigt afkast på så kort en periode. Man skal dog huske på, at det kun har fået opturen med. Det har været et meget volatilt år i år, så timingen med lanceringen har også gavnet afkastet.

Anders Stensbøl Christensen, investeringsdirektør i Velliv

I Danica Balance Bæredygtigheds første levetid har produktet skabt et afkast, der ligger en my under Danicas traditionelle pensionsprodukt.

"I teorien arbejder vi med marginalt lavere forventet afkast, fordi der lige nu er mindre risikospredning i vores investeringer i forhold til vores normale balanceprodukt. Det regner vi med vil rette sig op over tid," siger Dorte Echhoff.

"Vi har generelt en forventning om, at der i fremtiden vil være en stigende efterspørgsel efter bæredygtige løsninger. Derfor tror vi også, at afkastene vil være attraktive på sigt," lyder det videre.

Har kun fået opturen med

I maj lancerede det kundejede forsikringsselskab Velliv ligeledes et bud på et bæredygtigt investeringsprodukt.

Siden lanceringen af produktet Vækstpension Aftryk har kunderne placeret i omegnen af 500 mio. kr. i produktet.

Det oplyser Vellivs investeringsdirektør, Anders Stensbøl Christiansen.

"Det har været en tilfredsstillende kundetilgang. Samtidig ser vi allerede nu, at nogle virksomheder har valgt Vækstpension Aftryk, som deres standard valg over for deres medarbejdere," siger investeringsdirektøren.

Han fortæller, at selskabet ikke har stillet succeskriterier op for, hvor mange kunder der skal vælge produktet til. På baggrund af undersøgelser af kundernes ønsker og potentialet for produktet i markedet vurderer han dog, at op imod 20 pct. af selskabets kunder på sigt vil vælge det bæredygtige produkt til.

"Vi mærker en markant øget interesse for området. Dermed ikke være sagt, at det er det primært efterspurgte produkt. Vores kunder efterspørger generelt en bred palette," siger Anders Stensbøl Christiansen.

Anders Stensbøl Christiansen, investeringsdirektør i Velliv. Foto: PR/Velliv | Foto: PR
Anders Stensbøl Christiansen, investeringsdirektør i Velliv. Foto: PR/Velliv | Foto: PR

I løbet af de seneste seks måneder har Vellivs bæredygtige produkt genereret et afkast på 11,5 pct. for kunder med middel risiko og 20 år til pension. Dermed placerer produktets afkast sig mellem Vellivs to øvrige produkter Velliv Aktiv, der har skabt et afkast på 11,2 pct. og Velliv Index, der har skabt et afkast på 11,8 pct. i perioden.

Det glæder Anders Stensbøl Christiansen.

"Selvom investeringsuniversitet er mindre, og spredningen dermed er mindre, så har vi forsøgt at opbygge et produkt, som har en så bred risikodiversificikation som muligt inden for det univers, vi har at arbejde med. I det miljø vi har haft de sidste halve år, havde vi forventet, at det ville ligge et sted i mellem de to andre produkter rent performancemæssigt," siger han og tilføjer:

"Det er et rigtigt fornuftigt afkast på så kort en periode. Man skal dog huske på, at det kun har fået opturen med. Det har været et meget volatilt år i år, så timingen med lanceringen har også gavnet afkastet."

Klimaprodukt performer bedst

I maj lancerede PFA sit grønne pensionsprodukt PFA Klima Plus. Siden da har selskabets kunder flyttet 2 mia. kr. over i produktet.

Det oplyste selskabet forleden til Børsen.

"Kunderne er utroligt nysgerrige. Vi har sjældent set så stor interesse for et nyt produkt. Pengene flyder ind, det er en usædvanlig tilstrømning,"sagde Carsten Holdum, forbrugerøkonom i PFA, i den forbindelse til avisen.

Samtidig har PFA Klima Plus siden lanceringen givet PFA's traditionelle produkt baghjul på afkastet.

Således viser Nikolaj Holdt Mikkelsens opgørelse, at kunder med middel risiko og 20 år til pension, der har pensionsmilder i PFA Klima Plus har fået et afkast på 11,8 pct. i løbet af de seneste seks måneder. I samme periode har kunder i PFA's traditionelle pensionsprodukt med middel risiko og 20 år til pension fået et afkast på 9,9 pct.

Topdanmarks kunder strømmer mod grønt produkt

Velliv lancerer nyt bæredygtigt produkt 

Kapitalforvaltere vil fremme kønsdiversitet: Men virksomheder med nul kvinder undgår sorte lister

Mere fra FinansWatch

Tre store ændringer skal give PFA bedre afkast

For at få afkastet på niveau med de andre pensionsselskaber har PFA foretaget tre store ændringer i porteføljen. Blandt andet har man taget mere risiko ind, men frygter ikke, at det giver bagslag med udsigten til urolige markeder i år.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs