
Det skaber ifølge Insidebusiness uro blandt en række af de pensionsselskaber, der har investeret i Copenhagen Infrastructures Partners, CIP's, tidligere fonde, at CIP, der primært investerer pensionsmidler i unoterede energiaktiver, har oprettet fonden Nordic Investment Opportunitues, som skal fungere som en fund-of-funds.
Uroen bunder i, at CIP har ansat Mogens Thorninger – dels som partner og dels til at stå i spidsen for den nye fond – hvilket skaber bekymring for, at CIP mister fokus på sin kerneforretning.
"Vi har gjort opmærksom på, at vi ser en potentiel interessekonflikt her, og vi ser gerne, at CIP i løbet af den kommende tid får skabt en mere holdbar struktur, hvor der er en klar opdeling mellem de forskellige forretningsben," siger en anonym kilde, der kaldes "en af de tunge investorer i CIP", til InsideBusiness.
Der er dog ingen grund til bekymring, fortæller Christian Skakkebæk, partner i CIP.
"Mogens Thorninger indgår ikke i de tal eller i vurderingen af, om der er de nødvendige ressourcer i CIP, idet han fra starten primært vil være ‘udlånt’ som CEO for NIO. Der vil altså ikke være tale om, at der går ressourcer eller fokus fra CIP’s primære forretning," skriver han til Insidebusiness.
Som FinansWatch tidligere har omtalt, er milliardæren Henrik Lind og kapitalfonden Kirk Capital investorer i Nordic Investment Opportunitues.
Pensionskassers infrastrukturpartner henter Bruun & Hjejle-formand ind som partner