
De to danske pensionskasser PKA og Pensam har gennem deres fælles investeringspartner AIP investeret knap trekvart mia. kr. i en vindmøllepark i Texas med navnet El Campo på 267 megawatt (MW).
Det er den danske vindmølleproducent Vestas, som skal levere 67 vindmøller til parken, der er udviklet af amerikanske Longroad Energy. Den samlede investering i Parken udgør 2,4 mia. kr.
Det skriver de to danske pensionsselskaber i en pressemeddelelse.
Projektet ventes at stå færdig i juli 2020, og kan levere strøm til, hvad der svarer 210.000 danske husstandes forbrug.
Det er PKA's anden store klimainvestering i USA, og pensionskassen skriver i meddelelsen, at der i forvejen er investeret for 21 mia. kr. i klimarelaterede projekter i primært Europa.
"Med investeringen i El Campo foretager vi vores anden store klimainvestering i USA, og vi er på den måde med til at skubbe på den grønne omstilling i et land, hvor der i den grad er brug for klimavenlige alternativer til fossile brændsler," siger adm. direktør i PKA, Peter Damgaard Jensen, i meddelelsen.
For Pensam er det den tredje investering i et projekt med vedvarende energi i 2019. Pensam har som mål, at 10 pct. af investeringsporteføljen skal bestå af grøn omstilling og vedvarende energi i 2025.
Adm. direktør i Pensam, Torsten Fels, vurderer i meddelelsen, at parken kan komme rigtig mange amerikanere til gode, og at medlemmerne af pensionskassen vil få glæde af et godt afkast mange år ud i fremtiden.
For Vestas er der indgået en 25-årig serviceaftale, og for parken er der indgået to 15-årige fastpris leveranceaftaler for samlet 194 MW, mens resten vil blive solgt på det kommercielle el-marked.
Longroad Energy, som står for udviklingen af parken, blev stiftet i 2016, og ejer vind- og solprojekter med en samlet kapacitet på 683 MW i USA.
Danske Bank og ATP med i ny milliardstor grøn klima-obligation
PKA-direktør klar til at løfte ny regerings grønne ambitioner
Mere fra FinansWatch
Konstitueret Danica-topchef holder delvis fast i de kommercielle tøjler efter udnævnelse af ny direktør
Søren Lockwood, der er konstitueret topchef hos Danica og i flere år har været kommerciel direktør, vil også fremover have en finger med i spillet i pensionsselskabets kommercielle aktiviteter. Nyudnævnt kommerciel direktør vil bl.a. have fokus på kommunikationen af tilbud til Danicas kunder og på ny SUL-bekendtgørelse.