FinansWatch

FOA-formand bifalder DF-tøven om højere pensionsalder

Mona Striib mener, at det er urealistisk at hæve pensionsalderen mere for visse faggrupper.

Foto: Jan Dagø/Jyllands-Posten

I fagforbundet FOA er formand Mona Striib glad for, at Dansk Folkeparti overvejer ikke at stemme for den planlagte forhøjelse af pensionsalderen i 2020.

Partiet var i 2006 med til at indgå den velfærdsaftale, som siger, at man løbende skal sætte pensionsalderen op, så den følger med udviklingen i levealderen.

"Men ophavsmanden til forslaget (den nu forhenværende SDU-professor Jørn Henrik Petersen, red.) har jo selv fortrudt, at han pegede på, at pensionsalderen kan hæves lige meget for alle faggrupper."

"Derfor er det rigtigt dejligt, at Dansk Folkeparti er kommet til fornuft, og jeg håber, at flere partier vil følge efter," siger hun.

FOA er fagforbund for 180.000 lønmodtagere, der hovedsageligt arbejder i det offentlige som sosu-assistenter, rengøringsansatte og andre servicefag.

Ifølge Mona Striib gør det sig særligt gældende for disse faggrupper, at de ikke oplever den samme fremgang i øget levetid og bedre helbred som gennemsnitsdanskeren.

"De har et hårdt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, og derfor er de nedslidte før den tid, som pensionsalderen efter planen skal stige til de kommende år," siger hun.

Derfor mener formanden, at det i højere grad bør være op til folk selv, om de vil fortsætte med at arbejde, når de når den nuværende pensionsalder, som er 65 år.

"Det er jo sådan, at langt de fleste gerne vil fortsætte med at arbejde. De gælder også for de af vores medlemmer, der ikke er nedslidt før tid."

"Og vi gør også alt, hvad vi kan, for at fastholde folk i arbejde, blandt andet ved at arbejde for attraktive seniorordninger," siger hun.

Ifølge velfærdsaftalen skal pensionsalderen gradvist sættes op, så den ligger 14,5 år under den gennemsnitlige levealder.

Det vil ifølge prognoserne sige, at den skal stige til 69 år for de personer, der er født i 1967 eller senere.

DF sår tvivl om pensionsaftale med stor økonomisk betydning 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs