Mange ældre bruger ikke aldersopsparing trods fordele

Hverken ældre eller pensionsudbydere står i kø for at benytte sig af nye regler om aldersopsparing.
Carsten Holdum, forbrugerøkonom, PFA. | Foto: PR/PFA
Carsten Holdum, forbrugerøkonom, PFA. | Foto: PR/PFA
AF RITZAU

Aldersopsparingen er en mulighed for mange danskere, der nærmer sig pensionsalderen.

Men det er ikke mange, der får den brugt.

Det skriver Jyllands-Posten lørdag efter at have spurgt flere af de store pensionsselskaber, hvor kunderne selv vælger opsparingsform.

"Der er godt nok kommet en aldersopsparing, og den er blevet målrettet i år. Men der er ikke voldsomt mange kunder, der er interesserede i den," siger forbrugerøkonom Carsten Holdum fra PFA Pension til Ritzau.

"Og det er lidt ærgerligt, for det er helt sikkert fordele i den for mange. Men det er vanskeligt at overbevise om at skulle vælge et nyt produkt."

I PFA Pension er det ifølge avisen under 1000 pensionsopsparere i alderen 60-68 år, der betaler ind til en aldersopsparing.

Omtrent 400.000 betalte sidste år ind på en aldersopsparing, mens over 2,2 mio. betalte ind på en livspension, skriver Jyllands-Posten.

Begrænset interesse hos Velliv og Danica

Aldersopsparingen betyder i udgangspunktet, at man kan få lov at beholde mere af det, man sparer op, uden at blive modregnet i tillæg til folkepensionen.

Også hos Velliv og Danica har man ifølge Jyllands-Posten oplevet meget begrænset efterspørgsel efter aldersopsparingen.

Det skyldes ifølge flere af selskaberne, at man selv skal indberette indbetalinger til Skat.

Samtidig er der ikke skattefradrag ved indbetaling til aldersopsparing.

Ifølge avisen er mange selskaber dog ikke parate til at håndtere de nye regler.

Velliv og Topdanmark kan først i løbet af 2019 modtage de høje indbetalinger til aldersopsparing, mens PFA Pension forventer at kunne være med fra 2020.

Ældre Sagen mener, at selskaberne bør stå for opsparernes skattebetalinger, og at alle obligatoriske pensionsordninger bør kunne tage imod indbetalingerne fra 2019.

"Vi mener, at pensionsselskaberne bør sætte alle kræfter ind på at få det til at fungere fra 2019," siger chefkonsulent hos Ældre Sagen Claus Blendstrup til Ritzau.

/ritzau/

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også