
Kunderne i Velliv kan se frem til at høre mere fra deres pensionsselskab i fremtiden. For selskabet vil intensivere informationen til kunderne, så de løbende bliver mindet om, hvilken risiko de har på deres pensionsprodukt.
”Mange har et livscyklusprodukt (markedsrenteprodukt tilpasset tidshorisont til pension, red.) med enten høj, mellem eller lav risiko. Det er vigtigt, kunderne er bevidste om deres risiko gennem hele livet. Det vil vi gerne gøre opmærksom på,” siger cheføkonom i Velliv, Jens Christian Nielsen.
Velliv sætter gang i initiativet i slutningen af året.
”Generelt er vores anbefaling, at man holder sig til sin strategi. Vi tror ikke på, at du får meget ud af skifte frem og tilbage mellem risiko for at time markedet. Men vi vil gerne gøre opmærksom på, at man har mulighederne, hvis man går med en mavefornemmelse af ikke at have den rette risikoprofil,” siger cheføkonomen.
I øjeblikket kan et kig på de finansielle markeder og pensionsselskabernes afkast formentlig sætte en skræk i livet på de fleste. Generelt er året med krigen i Ukraine, stigende renter og stigende inflation gået hårdt udover både aktiekurser og obligationskurser.
For opsparere med middel risiko og mellemlang horisont til pensionering er afkastene ved udgangen af maj negative i et spænd fra -3,9 pct hos Sampension til -10,3 pct. i Vellivs bæredygtige produkt, Velliv Aftryk. Det viser en opgørelse lavet af den uafhængige rådgiver Nikolaj Holdt Mikkelsen.
For pensionskunder, der er gået på pension er situationen ikke meget bedre. Her er afkastene ifølge Nikolaj Holdt Mikkelsens opgørelse negative med -9,4 i Velliv Aftryk, -9,2 i Velliv Indeks og -6,9 i Velliv Aktiv. Fortsætter den udvikling risikerer næste års udbetalinger fra Velliv at dale.
”Nu skal man passe på, for vi er stadig tidligt på året. Vores bedste gæt er at halvdelen af tabet kan nå at blive løbet ind,” siger Jens Christian Nielsen.
Ti gode år
Efter hans opfattelse er kunder med markedsrenteprodukter generelt opmærksomme på, at udbetalingerne kan stige og falde.
”Man skal huske på, at i de sidste ti år har det været rigtig, rigtig gode. Så er det jo prisen, at det kan gå den anden vej,” siger Jens Christian Nielsen.
Ifølge Vellivs egen opgørelse, så har pensionister før oplevet fald i udbetalingerne i henholdsvis 2009 og 2019. Men generelt er udbetalingerne steget. Tages der udgangspunkt i en pensionist, der i 2007 fik udbetalt 100.000 kr. så fik vedkommende i 2021 170.000 kr. Korrigeret for inflationsudviklingen er udbetalingerne steget fra 100.000 kr. til 140.000 kr.
Ved at rykke tættere på kunderne, forventer Jens Christian Nielsen at Velliv proaktivt vil lykkes at tage debatten om faldende udbetalinger med kunderne.
Pensionister har vidt forskellige airbags til at tage stødene når opsparingen skrumper
Mere fra FinansWatch
Arbejdsgivere kalder på flere løsninger efter politisk håndsrækning: "Situationen er generelt set helt utrolig presset"
Nok bliver det med nye regler om lavere beløbsgrænse for udenlandsk arbejdskraft lidt lettere for finansvirksomheder at skaffe flere hænder, men ifølge Nicole Offendal, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening, er der brug for flere tiltag, hvis ikke den generelle udvikling i sektoren skal bremses. I Finansforbundet køber næstformand ikke helt ind på præmissen.