Investeringer i våben splitter pensionssektoren

Skal danske pensionsmilliarder investeres i den israelske våbenproducent Elbit Systems eller amerikanske Lockheed Martin? Nej tak, lyder det fra blandt andet PFA, Danica, AP Pension, Sampension, Akademikerpension, PBU, P+ og Pensam, der alle har placeret de to selskaber på listen over uønskede investeringer.
Men hverken den danske stat eller pensionskasserne Industriens Pension og Pensiondanmark har problemer med at investere i de to selskaber, som leverer hhv. artillerisystemer og jagerfly. Heller ikke landets største pensionspengetank, ATP, har selskaberne på sin eksklusionsliste.
”Vi har ikke ekskluderet våben over en bred kam, men lægger os op ad Danmarks og NATO’s forsvarspolitiske linje. Det har vi altid gjort, så det er ikke noget nyt, selvom situationen ude i verden har ændret sig,” fortæller investeringsdirektør i Industriens Pension, Peter Lindegaard.
Investeringer i forsvarssystemer og våben er blevet et mere hedt emne, efter Rusland for snart et år siden invaderede Ukraine. Også fra politisk hold har området fået mere fokus bl.a. med det såkaldte nationale kompromis fra marts sidste år, som vil betyde øgede forsvarsudgifter for 18 mia. kr., når aftalen er fuldt indfaset i 2033.
Ligesom Industriens Pension har Pensiondanmark heller ikke udelukket Elbit Systems og Lockheed Martin.
”Forsvarsindustrien er en naturlig del af vores investeringsunivers. Danmark er stiftende medlem af NATO, og vi og vores allierede har brug for et effektivt og moderne forsvar. Det står nu endnu mere klart efter Ruslands skelsættende invasion af Ukraine,” lyder forklaringen fra Jan Kæraa Rasmussen, chef for ESG og bæredygtighed i Pensiondanmark.
Godt nok til staten
I slutningen af januar besluttede et bredt flertal i Foketinget at anskaffe nyt udstyr som erstatning for det artillerisystem, som Danmark har doneret til Ukraine. Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har på den baggrund indledt forhandlinger med Elbit Systems om at levere afløseren. Ordren er på 1,7 mia. kr.
Det er temaer som brud på menneskerettigheder, brug af fosforvåben, klyngevåben og virkningsløs dialog, der gør, at Elbit System er havnet på eksklusionslisterne hos en række pensionsselskaber.
Tilbage i 2016 besluttede det danske folketing at indkøbe 27 F-35-fly til en værdi over 16 mia. kr. af Lockheed Martin. De selskaber, der har ekskluderet Lockheed Martin, angiver atomvåben, klyngevåben og overtrædelse af menneskerettigheder i Yemen som årsager til eksklusionen.
Men hverken i Pensiondanmark eller Industriens Pension har man fundet overtrædelser af konventioner i de to selskaber.
”Vores investeringsunivers omfatter virksomheder, der producerer og sælger forsvarsudstyr med respekt for gældende sanktioner og de konventioner, som er tiltrådt af Danmark. Derfor er de pågældende selskaber ikke ekskluderet, og vi har aktuelt også en investering i Lockhead Martin,” udtaler Jan Kæraa Rasmussen fra Pensiondanmark.
Ekstra D til ESG
Pensiondanmark har for nylig tilføjet tidligere forsvarschef Bjørn Bisserup til lønningslisten. Han får til opgave at rådgive pensionskassen om investeringer i forsvarsindustrien. Adm. direktør Torben Möger Pedersen har tillige argumenteret for, at der bør tilføjes et D til de tre bogstaver ESG, der i dag bruges til at vurdere en investering i relation til bæredygtighed.
”Når vi i fremtiden taler om ESG, så skal vi sætte et D på bagefter, som står for defence og democracy. Det betyder, at når vi vurderer virksomheder ud fra miljøbelastning, social ansvarlighed og god governance, så vil vi nu også se på, om de leverer et positivt bidrag til at beskytte og forsvare vores verdensorden,” har Torben Möger Pedersen tidligere sagt til Insidebusiness.
Hos Industriens Pension fortæller Peter Lindegaard, at han hverken nærer antipati eller forkærlighed for våbensektoren.
”Det er bare en del af investeringsuniverset - naturligvis under forudsætning af, at de lever op til vores politik for ansvarlige investeringer og fx ikke er involveret i konventionsstridige våben,” siger han.
Industriens Pension har dog bl.a. en del indiske og kinesiske våbenproducenter på eksklusionslisten, hvor produktion af konventionsstridige våben som eksempelvis klyngebomber bruges som begrundelse for udelukkelsen.
Også Pensiondanmark udelukker i øjeblikket 40 selskaber som følge af, at de er involveret i produktion af klyngebomber og landminer samt kemiske våben i strid med konventioner, som Danmark har tiltrådt.
”Det er en grænse, vi opretholder konsekvent og aktivt gennem en meget grundig overvågning,” udtaler Jan Kæraa Rasmussen.
Skeptisk professor
Professor i finansiering ved Aarhus Universitet, Peter Løchte Jørgensen, har ad flere omgange udtrykt skepsis over for pensionsselskabernes brug af eksklusion, der ikke er begrundet i konventioner, som Danmark har vedtaget eller tiltrådt.
”Det er jeg, fordi eksklusioner hæmmer muligheden for at sammensætte de bedst mulige investeringsporteføljer på vegne af de danske pensionsopsparere, og fordi eksklusioner næppe har nogen som helst effekt i forhold til de aktiviteter, som angives som begrundelse for eksklusionerne,” skriver Peter Løchte Jørgensen i en mail til FinansWatch.
Ud over våben vender pensionsselskaberne også i stor stil ryggen til olie,- kul, - og tjæresandsselskaber.
Måles der på det seneste år – altså i det tidsrum den russiske invasion af Ukraine har varet - har både energisektoren og våbensektoren været gode steder at sikre sig afkast i et ellers svært investeringsår. Eksempelvis har Lockheed Martin givet et afkast på 23 pct. i løbet af det seneste år mens verdens største energiselskab Exxon, der primært beskæftiger sig med olie, har givet et afkast på 44 pct. Exxon står på eksklusionslisten hos Pensam, P+, PBU, Akademikerpension og Danica.
Pensionsselskaber forsøger som oftest ad dialogens vej at få de selskaber, de investerer i, til at opføre sig anderledes. Og hvis det viser sig ikke at føre nogen vegne, kan de ty til eksklusion.
Ifølge Peter Løchte Jørgensens overbevisning fører pensionsselskabernes eksklusioner dog ikke til, at verden bliver et markant bedre sted at være.
”På den positive side kan man så sige, at vi heller ikke bør være nervøse for, at danske pensionsselskabers eksklusioner af disse selskaber påvirker selskabernes muligheder for at levere kritisk nødvendige våben til Ukraine og til det danske forsvar. Men pensionsselskabernes vaklen på våbenområdet efter Ruslands overfald på Ukraine er da underholdende at følge, og eksklusionerne er stadig er generelt problem,” skriver Peter Løchte Jørgensen.
Han peger på blandt andet på, at intet tyder på, at eksklusion af tobaksindustrien har haft en positiv effekt på folkesundheden, eller at afvisningen af fossilselskaber er vejen frem i forhold til at løse klimaudfordringerne.
”Eksklusioner er følelsesbaseret og virkningsløs symbolpolitik, og det var meget bedre for verden, hvis danske pensionsselskaberne koncentrerede deres indsats om at udøve fornuftigt og ansvarligt aktivt ejerskab,” skriver Peter Løchte Jørgensen.