Det bliver hverken første eller sidste gang, jeg siger det her, så nogle læsere vil måske blive knap så overraskede, når jeg i det følgende definerer udfordringerne for netop medlemmerne i Pensam:

Vores pensionskollektiv på over 450.000 medlemmer i Pensam repræsenterer nogle af de grupper, der døjer allermest med nedslidning og perioder væk fra arbejdsmarkedet. Det er pædagogmedhjælperen, køkkenassistenten og social- og sundhedsassistenten.

Sidstnævnte bliver relativt set næsten ti gange oftere end en akademiker tildelt en førtids- eller seniorpension, og selv sammenlignet med en murer eller tømrer er sandsynligheden dobbelt så stor for en SOSU for at få en førtidspension.

Det er altså en gruppe af borgere på arbejdsmarkedet og i kernevelfærdsfunktioner, der objektivt set har sværere vilkår for at klare sig gennem arbejdslivet og nå frem til den formelle folkepensionsalder end alle andre fagfællesskaber.

Kommission på vej med konklusioner

Resultatet er et stadig stigende pres på kollektivets pensionsopsparinger, for med den eksplosion, som især seniorpensionen har medført af nye tilkendelser, er omkostningerne til forsikringsdækningerne i Pensam vokset så meget, at det kan mærkes i pensionsprognoserne – selvom vi har skåret vores forsikringsdækninger til.

Når jeg nu gør en dyd ud af at skildre min medlemsgruppes udfordringer igen, er det for at skabe den rette kontekst til den debat, jeg håber, Pensionskommissionen vil skabe grobund for, når dens konklusioner ser dagens lys i starten af maj.

For det faktum, at regningen for de svageste faggruppers nedslidning og tidlige tilbagetrækning skal betales af samme lavtlønnede faggruppers kolleger, er i min optik hverken fair eller langtidsholdbart. Præcis hvordan det skal ændres, har jeg ikke den endelig løsning på, men en retning har jeg et bud på. Det vender jeg tilbage til.

Nye medlemmer sent i arbejdslivet

Hele princippet bag opdelingen af faglige fællesskaber i separate pensionskasser giver utroligt god mening på mange fronter. Det gør, at vi kan lave et relativt ukompliceret produktudbud til en stor medlemsskare, fordi der er så stor ensartethed i gruppen. Sådan lykkes vi med at holde administrationsudgifterne lave, og år for år falder de yderligere.

Trods opdelingen i faggrupper har der altid foregået en vis udveksling af medlemmer mellem os og andre selskaber. Nogle medlemmer videreuddanner sig og havner andre steder, overenskomster bliver tegnet i en anden fagforening, og dermed ændres tilhørsforholdet til ens pensionskasse, mens medlemmer i andre pensionskasser prøver sig af i et nyt arbejdsliv og havner hos os.

Den dynamik er naturlig og har altid foregået. Men især én tendens har haft en bekymrende udvikling over de seneste år. Flere medlemmer kommer til os i en sen alder efter et arbejdsliv i en anden branche, og efter relativt korte opsparingsforløb må de trække sig tilbage og trækker dermed på kollektivets kasse i form af forsikringsdækninger og løbende solidariske pensionsindbetalinger.

Altså må medlemmerne i Pensam både finansiere den tidlige nedslidning af egne kolleger, men altså også delvist den fra andre brancher. Det er ikke holdbart. Eller fair.

Med udsigten til øgede forsvarsudgifter som følge af den forfærdelige krig i Ukraine er der næppe en realistisk udsigt til, at der kan findes offentlige midler til at afhjælpe den opridsede problematik. Og derfor mener jeg, at vi som sektor må kigge indad. Princippet om, at de bredeste skuldre også i en vis grad bør bære den største byrde, virker mere rigtig, end at de svageste grupper skal betale regningen for ikke bare egen, men også andre faggruppers tidlige nedslidning.

Pensam råber vagt i gevær: Vi bliver fejeblad for nedslidte

PKA efterlyser nye regler for aldersopsparing

Kommission udskyder pensionsanbefalinger til maj