FinansWatch

PFA sigter efter dobbelt op på tidlig indsats for sygemeldte

PFA vil bekæmpe sygemeldinger tidligere i forløbet og har ansat flere medarbejdere til området. Antallet af forløb i selskabets tidlige indsats er allerede steget markant, og væksten ventes at fortsætte.

Foto: Lars Krabbe/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Pensionsselskabet PFA vil gøre mere ud af den tidlige og proaktive indsats over for kunder, som bliver sygemeldte.

I konkrete tal forventer PFA i 2022 at gennemføre godt 4000 forløb i selskabets såkaldte Earlycare, hvor kunder får tidlig hjælp i forbindelse med sygemeldinger. Det skal ses i forhold til, at tallet var 2250 i 2020, som var en stigning på 47 pct. fra 2019.

Med til at forklare stigningen og forventningerne til fremtiden er bl.a., at PFA i dag selv kontakter kunder, som kan have brug for hjælp. Tidligere skulle de pågældende kunder selv tage fat i pensionsselskabet for at modtage hjælp til at vende tilbage til arbejdet.

"Jo længere tid man er sygemeldt, jo sværere er det at komme tilbage på jobbet, og i værste fald kan det ende med, at man helt mister tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det har først og fremmest konsekvenser for den enkelte, men kan samtidig også blive dyrt for virksomhederne, pensionsselskaberne og samfundet generelt. Derfor har vi alle en interesse i og et ansvar for at give vores bidrag til hjælpe sygemeldte så tidligt som muligt," lyder det fra Mads Kaagaard, koncerndirektør i PFA, i en skriftlig kommentar.

Flere medarbejdere

Det øgede fokus på en tidlig indsats betyder også, at PFA skruer op for antallet af medarbejdere, der arbejder med området.

"For os at se er denne tidlige og proaktive indsats helt afgørende for at hjælpe sygemeldte kunder med at komme gennem sygdom og fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet. Derfor fordobler vi alene i år antallet af medarbejdere i PFA Earlycare, og vi vil i de kommende år skrue yderligere op for denne indsats med betydelige investeringer og nye tiltag," udtaler Mads Kaagaard.

I absolutte tal er antallet af medarbejdere hos PFA Earlycare steget fra 13 sidste år til 25 i år.

Netop området med syge- og ulykkesforsikringer har gennem længere tid været et økonomisk smertensbarn for pensionsselskaber. Det gælder også PFA, der i 2020 kunne konstatere et underskud i dén del af forretningen på 841 mio. kr.

Sygemeldte PFA-kunder kommer hurtigere tilbage på arbejde

Fysioterapeut skal lede slaget i PFA's kamp mod stress 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs