FinansWatch

PFA opfører kontorejendom for trecifret millionbeløb ved siden af Nordhavn-domicil

PFA investerer over 300 mio. kr. i et kontorprojekt ved siden af pensionsselskabets eget domicil i Nordhavn. Der er tale om virksomhedens første byggeri med platin-certificering, og ejendomschef er overbevist om projektets potentiale, selvom det på kort sigt giver et lavere afkast end normalt.

Det nye flerbrugerhus ligger ved siden af PFA's hovedsæde i Nordhavn i København. | Foto: PR / PFA

MT Højgaard er entreprenør på den 8600 kvm store flerbrugerkontorejendom, som pensionsselskabet PFA i denne måned går i gang med at opføre ved siden af sit eget domicil, Marina Park, i københavnske Nordhavn. Det skriver Børsen.

Projektets pris løber op i 325 mio. kr., og det er første gang, at pensionsinvestoren får DGNB platin-certificeringen – den højeste standard inden for bæredygtighed – på et af sine byggerier.

"Det kan godt være, at de ekstra omkostninger for at få byggeriet helt i top betyder en lidt mindre udviklerpræmie og dermed et lidt lavere afkast det første år, men vi er inde som langsigtet investor, og vi ser ikke kun fem år frem," siger Mikael Fogemann, direktør for nordiske ejendomsinvesteringer hos PFA.

Årstiderne Arkitekter samt ingeniørfirmaet Oluf Jørgensen er – ligesom på den igangværende renoveringen af PFA's domicil på 28.000 kvm – rådgivere på projektet,. Byggeriet af kontorbygningen, der skal kunne huse op til 17 lejemål og 780 medarbejdere, forventes at stå færdigt i juli 2023.

Denne artikel er leveret af vores søstermedie, EjendomsWatch.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs