FinansWatch

Danica Pension har næsten nået 2023-mål for grønne investeringer

Der ligger nu 30 mia. kr. investeret i grøn omstilling hos pensionskæmpen.

Ole Krogh Petersen er adm. direktør i Danica. | Foto: Stine Bidstrup/ERH

Efter blot et enkelt år kan pensionskæmpen Danica allerede så godt som sætte flueben ud for selskabets målsætning om at have 30 mia. kr. investeret i den grønne omstilling inden udgangen af 2023.

Danica Pension har netop opgjort sine grønne investeringer i 2020, og ved årets udgang udgjorde de samlet set 27,2 mia. kr. mod 10,3 mia. i starten af året.

"Vi er glade for, at vi i 2020 næsten har fået tredoblet vores investeringer i den grønne omstilling, og det, at vi har gjort det samtidig med, at vi har kunnet levere attraktive afkast efter omkostninger. De to ting skal gå hånd i hånd. Det tror vi også på, at vi kan over tid," siger Ole Krogh Petersen, der er adm. direktør i Danica, til Ritzau Finans.

De 30 mia. kr., som skal være investeret i den grønne omstilling i 2023 er en del af en større målsætning om at flytte flere penge over i grønne aktier - 50 mia. kr. i 2025 og 100 mia. kr. i 2030 - fortæller Danica-direktøren.

Med den hurtige start er det nærliggende at se på, om målsætningerne eventuelt skal løftes, men det afhænger også af udefrakommende faktorer, lyder det.

"Det er klart, at når vi er så langt, som vi er, så kommer vi også til at se på, om vi skal sætte endnu mere ambitiøse målsætninger. Men det vi gør nu, for der er også et arbejde i gang i EU, det er, at vi ser på, hvad der kommer derfra, før vi begynder at revurdere målsætningerne," siger Ole Krogh Petersen.

EU vedtog i 2020 taksonomiforordningen, der har til hensigt at skabe større gennemsigtighed i forhold til, hvad der er grønne investeringer. Det er dog en løbende proces, der først ventes helt færdiggjort ved starten af 2023.

Svært at være grøn

Foruden regulering fra EU, der skal skabe et fælles sprog for, hvad der udgør en grøn investering, er et andet værktøj, der kan hjælpe investorer, den såkaldte ESG-rating (environment, social og governance), der giver et selskab en score baseret på bæredygtighed inden for en række kriterier, heriblandt miljø.

Men det ændrer ikke ved, at det fortsat er svært præcist at afgøre, hvorvidt en investering er grøn.

"På nuværende tidspunkt er der stadigvæk usikkerheder og uklarheder omkring data og datakvalitet. Det er noget, som det er enormt vigtigt, at vi kommer til at arbejde benhårdt med fremadrettet," lyder det fra Ole Krogh Petersen.

Danica Pension har dog også fået en ekstern part i form af revisionsvirksomheden Deloitte til at verificere, at de 27,2 mia. kr. faktisk er investeret i grøn omstilling.

"Man må også bare have med, at selvfølgelig gør vi vores allerbedste. Alternativet er, at man satte sig ned og ventede. Der vil jeg hellere komme ud og gøre det så godt, som vi overhovedet kan og så gå i gang. Ellers går der for lang tid med at komme ud over rampen. Derfor har det også været vigtigt for os, at vi har fået tallene verificeret eksternt," siger Ole Krogh Petersen

Dyre grønne aktier

Flere investorer har kastet sig over den grønne omstilling som en attraktiv investeringsmulighed, og det har også ført til relativt dyre aktier.

Samtidig er det fortsat et relativt smalt felt af grønne investeringer, og det gør det sværere at skabe et solidt afkast. Men her venter Danica-direktøren et større udbud på sigt.

"Det, der kan være svært, er, at hvis der ikke er tilstrækkelig mange investeringer, kan du så finde de rigtige? I takt med at der bliver flere, så bliver det også nemmere at finde dem, og så skal man selvfølgelig hele tiden balancere og sikre, at de ikke bliver for dyre. Ligesom man altid vil gøre, når man investerer," siger Ole Krogh Petersen.

"Eftersom mange af de grønne aktier allerede skaber solide afkast, kombineret med at vores kunder i stigende grad efterspørger de grønne aktier, tror jeg, at vi vil se en naturlig udvikling mod flere grønne investeringer og aktier i vores portefølje," fortsætter han.

Mere fra FinansWatch

Experian indgår nyt fintechsamarbejde

Kreditbureauet Experian teamer op med det norske fintech-firma Neonomics om en ny dataløsning, som skal gøre det lettere at kreditvurdere ansøgere individuelt og præcist.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs