FinansWatch

Danica scorer bedste image som pensionsarbejdsplads i ny måling

Danske Banks pensionsselskab, Danica, bliver af Finansansatte anset som det bedste pensionsselskab at arbejde i. Arbejdsmarkedskasse skraber bunden.

Ole Krogh Petersen, adm. direktør i Danica. Foto: PR/Danica

De ansatte i finanssektoren ser Danske Banks pensionsben, Danica, som den samlet set bedste arbejdsplads blandt landets pensionsselskaber.

Det viser undersøgelsen Medarbejderimage 2019, der er foretaget af FW Insight i samarbejde med analysevirksomheden Wilke.

Undersøgelsen er baseret på omkring 3.500 besvarelser fra ansatte i finanssektoren, der har vurderet de største finansvirksomheder som arbejdspladser.

I Danica erklærer adm. direktør Ole Krogh Petersen sig "rigtig glad" for placeringen:

"Det betyder, at også andre ser Danica som en god og spændende arbejdsplads," siger han til FinansWatch.

Han mener, at en del af årsagen til den gode placering skal findes i Danicas nye strategi.

Købt ind på strategi

Danica overtog sidste år SEB Pension, og i den forbindelse er den nye strategi for alvor kommet i spil. At den er formuleret ret enkelt, og at der undervejs i arbejdet har været et højt kommunikationsniveau har haft stor betydning, mener topchefen:

"Vi har at gøre med to meget gamle virksomheder, der smeltes sammen til noget nyt. Noget af det første, vi i ledelsesteamet satte os ned og formulerede, var, hvad der skal være drivende for vores arbejde. Vi blev enige om, at det vigtige er, at vi skal være kundens tryghedsrådgiver," siger Ole Krogh Petersen.

"Det er relativt enkelt, og min fornemmelse er, at der er blevet købt rigtig godt ind på det budskab," tilføjer han.

Ærlighed hjælper

Direktionen har i sammenlægningsarbejdet haft fokus på to vigtige ting. Kommunkaition og ærlighed omkring at en sammenlægning ikke bare klares med et snuptag.

"Man skal være ærlig om, at en sammenlægning, som den vi er i gang med, giver ekstra arbejdspres og kan være en byrde. Min erfaring er, at når det gælder en ny strategi, så kan der næsten kun kommunikeres for lidt. Men forstår folk, hvor vi er på vej hen, så tåler de bedre, at det kan være hårdt," siger Ole Krogh Petersen.

Han giver også tilknytningen til Danske Bank som en væsentlig årsag til tilfredsheden.

"Fra Danicas perspektiv er det en styrkelse. For har man lyst til det, giver det gode muligheder for at brede sig ud og prøve noget andet. Jeg kan godt forestille mig, at det er noget af det, der gør det interessant at søge i vores retning."

Bundskraberen blandt pensionsselskaberne er pensionskassen Pensam.

Bundskraber genkender ikke billedet

I en mail til FinansWatch erklærer HR-chef Lars Dannow sig uforstående over for resultatet.

"Analysens resultat er ikke et billede, vi kan genkende. Tværtimod viser vores seneste undersøgelser en meget høj medarbejdertilfredshed samt stolthed over at være ansat i Pensam. Samtidig oplever vi at kunne tiltrække særdeles kvalificerede ansøgere til vores ledige stillinger," skriver han.

Målingen er baseret på besvarelser fra næsten 3.500 ansatte i finanssektoren. Undersøgelsen er gennemført i perioden 18. september til 17. oktober.

Undersøgelsen er en del af rapporten Medarbejderimage 2019, der udgives af FinansWatch i samarbejde med Wilke. Rapporten er gratis for abonnenter på FW Insight, men kan også købes separat.

Læs gratis preview af rapporten her.

Læs mere om FW Insight her: http://insight.finanswatch.dk/

Finansansattes dom: Tryg bedst blandt forsikringsselskaber

Ny undersøgelse: Bankernes medarbejderimage hænger stærkt sammen med befolkningens opfattelse

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere