FinansWatch

Glæde hos ATP: Ikonisk ejendom i København lejet ud som kontorhotel

ATP Ejendomme lader kontorhotel rykke ind i Shellhuset, hvor Kammeradvokaten er rykket ud. Ejendommen gennemgår en større renovering, og den nye lejer flytter ind senere i år.

Shellhuset bliver snart omdannet til Danmarks største kontorhotel. | Foto: PR / ATP Ejendomme

Kontorhotel-kæden Ordnung Office Hotel bliver ny lejer i Shellhuset centralt i København, som bliver Danmarks største kontorhotel, fremgår af en pressemeddelelse.

Ordnung flytter ind i slutningen af 2022, da Shellhuset inden da gennemgår en større renovering, lyder det fra ATP Ejendomme.

"Vi ser et marked, der i stigende grad efterspørger fleksibilitet og services. Derfor er vi glade for, at det er lykkedes at udbrede vores i forvejen gode samarbejde med Ordnung til Shellhuset, da de bidrager til den helt rigtige løsning, der fuldt ud matcher efterspørgslen i markedet," udtaler André Scharf, investeringsdirektør i ATP Ejendomme.

Det er ATP Ejendommes anden ejendom med Ordnung som kunde, som i forvejen har et samarbejde i Bredgade i København K.

Shellhuset, som er beliggende i København V, husede først i 50 år Dansk Shell og derefter Poul Schmith/Kammeradvokaten i yderligere 20 år. Og nu altså Ordnung, som i Shellhuset åbner sit 13. kontorhotel.

"På det danske marked er det første – men bestemt ikke sidste gang – at en ejendom af denne størrelse bliver konverteret til kontorhotel. Skal vi fortsat kunne levere service på et højt niveau til et bredt lejermix, som også omfatter store internationale virksomheder med mange medarbejdere, så stiller det først og fremmest store krav til rammerne," lyder det fra Hauke Haas, adm. direktør i Ordnung.

Den knap 9000 kvm store ejendom renoveres med respekt for den arkitektoniske oprindelse fra 1950'erne, hvor det var Vilhelm Lauritzen, som tegnede den – i dag er det igen Vilhelm Lauritzen Arkitekter, der er pennefører på ombygningen.

Ifølge meddelelsen kommer det nye kontorhotel til at indeholde tagterrasse, serviceret reception, café og loungeområde.

Denne artikel er leveret af vores søstermedie, EjendomsWatch.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs