Erhvervskunder ser skævere til Nordea og Jyske Bank

Kunderne i de fleste banker, men i særdeleshed i Nordea og Jyske Bank er blevet væsentligt mindre tilfredse med deres bank i år end sidste år.
Det viser en måling fra EPSI Rating, der også kan fortælle, at bankkunderne efter en årrække med stigende tilfredshed nu generelt vender tommelfingeren nedad.
Det er især erhvervskunderne, der er blevet mindre tilfredse med deres bank.
"Flertallet af bankerne viser signifikante fald i kundetilfredsheden. Især Jyske Bank og Nordea oplever markante fald. Jyske Bank og Nordeas fald skyldes i høj grad de mindre virksomheder, som er markant mindre tilfredse end tidligere," konkluderer EPSI i en pressemeddelelse.
Helt i toppen blandt erhvervskunderne ligger Handelsbanken, der dog er gået tilbage med 3,9 point til indeks 72,3. Lige efter følger Danske Bank med indeks 72,1 og en fremgang på 1,4 point. I bunden ligger Nordea, der har tabt 5,9 point til indeks 58,5. Dernæst kommer Nykredit, der har tabt 2,8 point til indeks 62,9 og Jyske Bank, der har tabt 5,2 point til 65,8.
Blandt privatkunderne er der mindre dramatik og noget mindre fald i kundetilfredsheden, men flertallet af bankerne har også her må se tilfredsheden vige.
I toppen ligger Handelsbanken med indeks 76,8 - et fald på 0,9 point. Spar Nord er toer med et fald på 0,3 point til 74,3. I bunden ligger Nordea med indeks 64,6 efter et fald på 1,4 point. Sydbank har tabt 2 point til indeks 68,3, mens Jyske Bank ligger tredjenederst efter et lille fald på 0,2 point til indeks 70,4.
Generelt falder branchen i kundetilfredshed på grund af ringere service og lavere værdi for pengene, vurderer direktør i EPSI Rating, Helene Söderberg.
Bankkunder er blevet mere utilfredse – Nordea får store høvl
10 år efter krisen: Det er stadig ikke sjovt at være bankansat