FinansWatch

Rådgivningsfirma: Bagmandspolitiet kan ikke følge med bankers tip om hvidvask

Mens antallet af indberetninger om mulig hvidvask er tredoblet til over 18.000 årligt, falder antallet af medarbejdere i Hvidvasksekretariatet til at undersøge tippene.

"Ansvaret ligger ét sted, og det er hos Danske Bank," udtalte erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) tirsdag, efter at Berlingske har afsløret, at banken i perioden 2012 til 2014 lod regimet i Aserbajdsjan sende milliarder gennem fire konti i bankens afdeling i Estland.

Men måske ligger det største og endnu uløste problem et andet sted – nemlig hos Bagmandspolitiet, skriver Dagbladet Information.

Banker, advokater, revisorer og andre indberettede i 2016 et rekordhøjt antal sager med mistanke om hvidvask til det såkaldte Hvidvasksekretariat under Statsadvokaten for Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), sådan som de er forpligtet til. Problemet er, at Hvidvasksekretariatet langsomt er blevet drænet for medarbejdere, som skal analysere sagerne.

"Antallet af underretninger er eksploderet. Der ligger langt flere sager, som Hvidvasksekretariatet burde undersøge, end dem de har tid til at undersøge," siger Jakob Dedenroth Bernhoft, der er administrerende direktør i rådgivningsvirksomheden Revisorjura, til Information.

Han mener, det er absurd, at politikerne har pålagt erhvervslivet udgifter for over en milliard kroner.

"Hvis ikke man bliver bedre til at følge op på de indberetninger, der kommer, så er det fuldstændigt lige meget."

Erhvervsmediet Finans skrev i januar, at antallet af medarbejdere er faldet fra 19 til ca. 14. Disse medarbejdere skal se på de godt 18.000 indberetninger, der strømmer ind fra ikke mindst bankerne. Danske Bank beskæftiger til sammenligning 550-600 medarbejdere, som alene arbejder med at bekæmpe hvidvask.

En del af Hvidvasksekretariatets undersøgere headhuntes af netop bankerne, som i juni i år er blevet pålagt nye stramme lovkrav, som skønnes at koste den finansielle sektor over en milliard kroner.

I august rettede et ekspertpanel fra The Financial Action Task Force (FATF) hård kritik af dele af Danmarks indsats mod hvidvask. Blandt andet hejste eksperterne dette advarselsflag i deres rapport:

"Der er en alvorlig bekymring for nedgangen i antallet af medarbejdere i Hvidvasksekretariatet og den effekt, dette har på deres analyser."

Justitsminister Søren Pape (K) henviser til SØIK i sagen. Chefen for SØIK, statsadvokat Morten Jakobsen, siger til Information:

"Vi er meget opmærksomme på hvidvaskområdet i SØIK. Det er et helt centralt ressourceområde – også når vi skal prioritere vores ressourcer. Vi har omlagt arbejdsgange for ikke længe siden, det har skabt et mere effektivt Hvidvasksekretariat."

Ifølge skatteordfører Dennis Flydtkjær vil Dansk Folkeparti gerne styrke SØIK’s indsats imod hvidvask: "For at det skal give mening at have så mange indberetninger, skal der jo også være nogen, der kigger på dem. Så man skal se på, om der er det rigtige antal medarbejdere, når der kommer forhandlinger om politiets ressourcer," siger han.

"Jeg har også snakket med frustrerede folk fra bankverdenen, der siger, at de har indberettet ting, hvor det åbenlyst er svindel, og så sker der ingenting. Det dur ikke, for så kommer der måske en fornemmelse i bankerne om, at man lige så godt kan lade være med at indberette."

(DENNE ARTIKEL OG BILLEDMATERIALE ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF Information)

Medie: Diktatur-milliarder strømmede gennem Danske Bank

Minister: Danske Bank har groft forsømt ledelsesansvaret

Forsiden lige nu

Tryg vil investere 674 millioner i ejendomsfonde

En række større ejendomssalg reducerer værdien af Trygs investeringsejendomme med én mia. kr., men forsikringskoncernen er parat med nye investeringer i 2018, fremgår det af årsregnskabet.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere