FinansWatch

Nordea vil suge kunder ud af kraftigt voksende leasingmarked

Siden 2010 er finansieringsselskabernes omsætning på leasing fordoblet. Og den kraftige vækst skal Nordea Finans udnytte til flere partnerskaber og privatkunder, fortæller den nye landechef i Danmark.

Vil du have fingrene i en ægte mandemaskine som denne John Deere, kan du lease den. Leasingmarkedet er brandvarmt blandt andet inden for landbrugsmaskiner. | Foto: Arkiv: Henrik Kastenskov/Polfoto

Forbrugslån til private og leasing af for eksempel den nye traktor til erhvervslivet er populært for tiden. Derfor er finansieringsmarkedet brandvarmt, og Nordea skal bore snablen endnu længere ned i det profitable forretningsområde.

Det er meldingen fra den nye landechef for Nordea Finans Danmark, Bjørn Bøje Jensen.

"Markedet går opad, og derfor er der også gode afkast at hente for virksomhederne på trods af, at konkurrencen er hård," siger Bjørn Bøje Jensen til FinansWatch.

Vi vil komme med flere løsninger, hvor vi integrerer den her type finansiering med kundernes normale bankdrift i netbanken

Bjørn Bøje Jensen, landechef for Nordea Finans Danmark
De to største forretningsområder inden for finansiering er leasing og såkaldt factoring, som blandt andet dækker over debitorfinansiering, hvor virksomheder kan få betalt fakturaer med det samme igennem et finansieringsselskab i stedet for at skulle vente på, at kunden betaler.

Omsætningen inden for begge områder er i disse år i kraftig vækst, viser tal fra brancheforeningen Finans og Leasing.

Foreningen samler hvert kvartal omsætningstal ind fra medlemmerne, og de tal viser, at omsætningen inden for leasing er fordoblet siden 2010 til i alt 45,7 mia. kr. i 2016. Dermed er omsætningen nu højere end før finanskrisen.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Vil udnytte sin størrelse

Finansieringsvirksomhedernes omsætning på factoring er siden 2010 steget over 60 pct. til 98 mia. kr. i 2016. Forretningsområdet forbrugslån er også i vækst, men udgør med en årlig omsætning på knap 10 mia. kr. en mindre del af markedet.

I Nordea Finans bliver det fremover den nytiltrådte landechefs opgave at udnytte det voksende marked.

"Vi har den helt klare fordel i Nordea, at mange virksomheder gerne vil have partnerskaber, der går på tværs af grænser. Og lige netop der står Nordea superstærkt, fordi vi er i gang med en strategi, hvor Nordea bliver endnu mere ensrettet på tværs af landegrænserne i Skandinavien," forklarer Bjørn Bøje Jensen.

Der er omkring 400.000 kunder i Nordea Finans, men langt de fleste af dem er udelukkende transaktionskunder. Det vil sige, at de ikke er tilknyttet til banken ud over deres den enkelte aftale om for eksempel leasing.

Kun cirka 50.000 af kunderne i Nordea Finans er såkaldte helkunder i Nordea, og en del af den nye strategi er at ændre på det, fortæller Bjørn Bøje Jensen.

"Vi skal blive bedre til at skaffe flere helkunder til banken igennem alle de kunder, vi har kontakt til i Nordea Finans. Der ligger et kæmpe potentiale."

Flere skal være helkunder

Nordea mistede ifølge bankens egne tal 25.000 kunder i Danmark i 2016. Og derfor er det kærkomment, hvis finansieringsbenet kan være med at vende udviklingen i banken generelt.

"Nordea vil gerne vækste i kundeantal, og vi kender alle de udfordringer, der har været, hvor både antallet af kunder og imaget er gået den forkerte vej. Og der er det vigtigt, at vi sætter alle sejl til for at skaffe nye kunder og udvikle de kunder, vi har, så de bliver mere tilfredse," siger Bjørn Bøje Jensen.

Nordea Finans har et generelt mål om en vækst på 5 pct. om året. Og det skal lykkes igennem det voksende marked og ved en række nye tiltag, som dog indtil videre bliver holdt inden for bankens mure.

"Som alle andre skal vi simplificere og harmonisere, og det er både på tværs af landegrænserne i Norden, og det er i forhold til at kunne levere hurtigere og enklere til kunderne," siger landechefen.

Mere overlap med normal bank

Et af de nyeste tiltag, som Nordea Finans er kommet med, er noget, banken kalder en 360-graders-konto. Her kan kunderne låne op til 40.000 kr. uden udbetaling, renter og gebyrer.

Kontoen kan dog kun bruges i partnerbutikkerne, som der indtil videre er fem af. Og derfor består målgruppen lige nu snævert af forbrugere, der er på udkig efter en ny seng, en cykel eller et par briller.

Som det er tilfældet med de andre produkter i Nordea Finans, er der intet overlap mellem 360-graders-kontoen og den normale netbank, hvis man er helkunde i Nordea. Men det kan ændre sig i fremtiden.

"Vi vil komme med flere løsninger, hvor vi integrerer den her type finansiering med kundernes normale bankdrift i netbanken," siger Bjørn Bøje Jensen og tilføjer:

"Det er der ikke endnu, så det er svært at forestille sig, hvordan det præcise setup bliver, og det stadig uafklaret, hvor tæt vi begynder at integrere tingene sammen. Det kommer an på, hvad kunderne gerne vil have. Vil de have det adskilt eller flettet sammen?"

Spar Nord er med på bølgen

Også Spar Nord ser muligheder i det voksende finansieringsmarked. I november sidste år kom banken med sin nye strategi, og den indeholder blandt andet et mål om en fordobling af væksten inden for bankens leasingaktiviteter og forbrugslån.

"Endelig har vi to nichekoncepter, forbrugsfinansiering og leasing. Det er to markeder, som vokser generelt i modsætning til bankområdet. Her har vi en målsætning om at fordoble vores volumen inden for de kommende år," sagde Spar Nords direktør, Lasse Nyby, dengang til FinansWatch.

Spar Nord solgte ellers i 2011 sine finansieringsselskaber Finans Nord Easyfleet og Finans Nord. Men banken valgte i 2014 at genoplive sine leasingaktiviteter inden for blandt andet transport, landbrug og industri.

Nordea henter målrettet direktør i Nykredit

Usikrede forbrugslån voksede hastigt i 2016

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs