Kurtisering af London-banker kan begrave europæisk finansskat

Det kan blive svært at lokke banker fra London til enten Paris eller Franktfurt som følge af brexit, hvis en gruppe EU-lande samtidig indfører en skat på finansielle transaktioner, lyder det fra flere sider.

Inden længe mødes finansministrene fra en række EU-lande for at diskutere mulighederne for at indføre en skat på finansielle transaktioner – den såkaldte Tobin-skat.

Men bestræbelserne fra blandt andet den franske og tyske finansminister kolliderer med, at landene samtidig forsøger at overbevise banker, som har kontorer i London, om at flytte til enten Paris eller Frankfurt på grund af briternes exit fra EU.

Det kan blive svært at forene de to ting, fortæller Dan Neidle, partner hos advokatfirmaet Clifford Chance i London, til Bloomberg:

"Tyskland og Frankrig bruger ret meget energi på at lokke finansielle virksomheder til Frankfurt og Paris herunder derivatkontorer," indleder han, "men det vil ikke komme til at fungere, hvis skatten på finansielle transaktioner bliver introduceret af Tyskland og Frankrig."

Tværtimod vil en Tobin-skat i de pågældende EU-lande kunne hjælpe Irland og Luxembourg, som også har kurtiseret de store banker i London, eftersom disse to lande ikke vil indføre en finansskat.

Sandsynligt at lande trækker sig

Den såkaldte Tobin-skat – opkaldt efter den amerikanske økonom James Tobin –  blev foreslået af EU-kommissionen i 2011 – og lød på 0,1 procent af handler med aktier og obligationer og 0,01 procent af handler med derivater som optioner og futures.

Ideen blev dog aldrig populær hos alle EU-landene, og i stedet valgte en gruppe af lande for år tilbage at gå sammen om at prøve at finde fælles fodslag under regler om "forstærket samarbejde". Det vil sige, at reglerne kunne blive indført i de lande, som sagde ja, hvilket dog i EU-sammenhæng ville kræve, at mindst ni lande fandt  sammen.

Det sagde 11 lande i første omgang ja til at prøve på, og selv om der med årene er lande, der har opgivet ideen, sidder der lige netop ni lande ved bordet endnu, skriver Bloomberg. Der er tale om Østrig, Belgien, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Italien, Portugal, Slovakiet og Spanien.

Arbejdet med finansskatten er som nævnt stadig i gang, og Kommissionen, som er ansvarlig for at udforme lovgivningen, har meldt ud, at der kan være en tekst klar i midten af 2017.

Men netop på grund af den britiske udvikling er det sansynligt, at nogle af landene vil hoppe af skattevognen. Det mener Nicolas Veron, senior fellow hos tænketanken Bruegel i Bruxelles:

"I denne kontekst med mange forskellige jurisdiktioner, hvor blandt andet Frankrig vil æde London Citys frokost, kan man forestille sig, at flere medlemsstater vil trække sig fra projektet (om en finansskat, red.)," siger han til Bloomberg.

Socialdemokrater vil med

På den danske scene meldte Socialdemokraterne for nylig ud, at man nu støtter ideen om en europæisk finansskat. Det er en ændring af kursen fra tiden med Helle Thorning-Schmidt som statsminister.

"Nu slår vi den socialdemokratiske position fast med syvtommersøm," sagde EU-ordfører Peter Hummelgaard Thomsen for nylig (S) til Politiken, hvor han samtidig oplyste, at partiet vil stemme for et beslutningsforslag fra SF om at melde Danmark ind i gruppen af EU-lande, der arbejder på at indføre en finansskat.

Foreløbig har regeringen fastholdt, at man ikke ønsker at være en del af europæiske skat på finansielle transaktioner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også