FinansWatch

Nets-direktør: Mobilt dankort bliver betalingernes motorvej

Nets ønsker med det mobile dankort at sikre, at fremtidens mobilbetalinger kommer til at foregå gennem betalingsformidlerens systemer. "Vi ser i 2020, at op mod halvdelen af transaktionerne er mobile," siger direktør.

Bo Nilsson, adm. direktør for Nets.

En motorvej for mobile betalinger. Det er, hvad børsklare Nets ønsker at skabe med det mobile dankort, der er betalingsformidlerens næste store satsning, og som forventes at ramme de danske forbrugere i starten af det nye år.

Bo Nilsson, adm. direktør for Nets, siger i et interview med FinansWatch, at han hilser konkurrence velkommen fra andre terminaludbydere og mobilbetalingsløsninger. Planen er således at gøre det mobile dankort til den motorvej, som alle konkurrenterne bliver nødt til at køre på.

Selvom der er mange forskellige spillere på markedet for mobilbetalinger, forventer direktøren, at transaktionerne på den ene eller anden måde vil gå igennem Nets, der i øjeblikket håndterer 98 pct. af alle transaktioner i Danmark.

Derfor bekymrer det ham heller ikke, at de to betalingsløsninger, Swipp og Mobilepay, har indgået samarbejde med den konkurrerende terminaludbyder Verifone.

"Det mobile dankort ser vi som en 'payment superhighway' for fremtiden. Det kan godt være, at der er små sidegader. Swipp på Verifone og Mobilepay på Verifone, men superhighway’en er allerede besluttet," siger direktøren.

Støttet af butikkerne

Udviklingen af det mobile dankort sker i et bredt samarbejde mellem Nets, bankerne og detailhandlen, og den er finansieret af detailhandlen. Det viser, mener Bo Nilsson, at de store spillere allerede har besluttet, hvilken mobilbetalingsløsning der skal satses på.

"Det er støttet af butikkerne, som har opgraderet terminalinfrastrukturen til kontaktløse betalinger. 7 pct. af transaktioner er kontaktløse. Det er den funktionalitet, danskerne har sagt er fremtiden. Det er det, som vi snart præsenterer på mobilen. Det, ved vi, bliver godt."

Forudser du, at det fysiske dankort dør ud med tiden?

"Jeg tror, at det varer meget længe, før man kun har mobilen og intet andet. Der vil være folk med et kort på mobilen, som også lige har et kort i lommen, hvis man nu oplever, at der er en terminal, som ikke tager imod betalinger med Dankort via mobil," siger han og tilføjer:

"Men vi ser i 2020, at op mod halvdelen af transaktionerne er mobile. Det er klart, der er stadigvæk et stykke igen, før den sidste plastiktransaktion bliver lavet."

Dankort på mobilen er en udløber af det kontaktløse dankort, hvor det er muligt at betale ved blot at holde kortet op foran terminalen. Og ved beløb under 200 kr. slipper forbrugerne for at indtaste kode.

"Vi mener, at den bedste brugeroplevelse er den kontaktløse funktionalitet. Det har en markedspenetrering, der er langt over funktionaliteten fra Mobilepay ved 'point of sale'. Det er den vej, det går," siger Bo Nilsson.

Nets har store forventninger til det mobile dankort, men det kommer ud på et marked, hvor der allerede eksisterer mobilbetalingsløsninger som Swipp og Mobilepay, ligesom forventningen er, at større udenlandske spillere, såsom Google og Facebook, også vil entrere det danske marked.

"Jeg forventer, at de fleste af de internationale spillere, som har valgt kortplatformen, kommer til at køre via vores infrastruktur," siger Bo Nilsson.

"Det er vigtigt at forstå, at vi indløser dankortet, men også alle andre kort. Vores opgave er at tilføre værdi, og Dankort er det billigste og mest effektive alternativ. Men for os er det principielt lige meget, hvilken transaktion der er tale om," siger direktøren og tilføjer, at man står for 98 pct. af alle transaktioner i Danmark.

I forhandling Danske Bank

Nets er i forhandlinger med Danske Bank om, hvorvidt Mobilepay skal fungere som en digital tegnebog for det mobile dankort. Med Mobilepays over 3 mio. brugere kan det sikre det mobile dankort en bred udbredelse fra start. Nets forventer at lande en aftale med Danske Bank, men sker det ikke, er Bo Nilsson stadig optimist.

"Jeg vil sige sådan, at Mobilepays transaktioner foregår jo stadig på vores netværk," siger Bo Nilsson.

"Der er nogle småting, som skal afklares, i forhold til sikkerhed og brugervenlighed. Men når det er sagt, så tror jeg, at vi lander en aftale med Danske Bank."

Samme dag som Nets offentliggjorde sine børsplaner, skrev Børsen, at Danske Bank har indgået en aftale med terminaludbyderen Verifone, der er en af Nets' konkurrenter. Partnerskabet indebærer, at det bliver muligt at betale med Mobilepay på Verifones terminaler.

"Verifone er jo vores konkurrent, men de er også vores partner. Det er det sjove ved industrien. Det er det, vi kalder ’coopetition’. Vi indløser mange transaktioner, og vi er glade for Verifone. Vi kobler deres terminaler til vores infrastruktur. Det gør vi jo med alle typer betalinger af Dankort og internationale kort. Vi har en super relation til dem," siger han.

60 lokale og regionale pengeinstitutter har allerede indgået et samarbejde med Nets om at udvikle en digital tegnebog, hvor bankernes kunder kan lægge det mobile dankort ind i.

Nordea har ifølge Bo Nilsson også givet udtryk for, at de vil understøtte det mobile dankort, og direktøren forventer, at det også vil gælde for Danske Bank.

Nets er med dankortet en form for mellemmand. Frygter du, at det led kan blive skåret væk i fremtiden?

"Der skal noget til for at gøre det. Jeg kan love dig, at vi bruger mange, mange timer på at tænke alle mulige og umulige scenarier for, hvad der kan ske," siger Bo Nilsson og nævner, at man blandt andet har indgået et samarbejde med fintech-selskabet Coinify for at teste blockchain-teknologien og ser på flere muligheder for at tilbyde PSD2-kompatible løsninger til sine kunder.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere