FinansWatch

"Landbruget befinder sig i 100-års krise"

Skjern Bank blev i årets første kvartal ramt af store nedskrivninger på landbrug. "Der er ikke så store lyspunkter på himlen," udtaler bankdirektør om landbrugssektoren.

Skjern Bank blev i første kvartal i 2016 hårdt ramt af nedskrivninger på udlån til landsbrugskunder. Således havde banken nedskrivninger på 17,7 mio. kr., hvilket ifølge kvartalsrapporten alene skyldes øgede nedskrivninger på landbruget.

De samlede nedskrivninger i årets første kvartal stiger med 79 pct. til 17,7 mio. kr. sammenlignet med samme periode sidste år. Nedskrivningerne er ifølge bankdirektør Per Munck den væsentligste årsag til, at banken kom ud af kvartalet med et fald i overskuddet på 65 pct. til 5,6 mio. kr.

"Vi er ramt af vores landbrugseksponering på nedskrivningssiden. Det er det, der piner mest. Resten er vi sådan set ok tilfreds med," siger Per Munck, bankdirektør i Skjern Bank.

Landbruget er sammen med fast ejendom den sektor, som Skjern Bank er mest eksponeret over for.

"Vi har været glade for landbruget i langt over 100 år som kundegruppe. Men jeg må indrømme, at i øjeblikket er det noget, der kunne minde om en form for 100-års krise," siger Per Munck.

Han fortæller, at der fra bestyrelsens side er vedtaget en strategi om at hjælpe de mest effektive og mindst gældsatte landmænd igennem krisen.

"Men der er også temmelig mange, hvor vi efterhånden må sige, at vi er nødt til at afslutte forholdet. Det sker typisk ved, at vi i god forståelse med landmanden, hans rådgiver og revisor får ejendommen solgt. Det har vi gjort i et betydeligt antal tilfælde," siger han.

Vækst i antallet af privatkunder

Af kvartalsrapporten fremgår, at Skjern Bank havde en "organisk nettotilgang af udlån på 104 mio. kr. i forhold til 31/12 2015. Udviklingen skyldes i væsentlig grad en solid fremgang i forretningsomfanget med privatkunder, herunder en meget tilfredsstillende tilgang af nye privatkunder."

Det glæder bankdirektøren.

"Vi får mange kunder i øjeblikket, og det er vi lidt stolte af. Vores samlede udlånsvolumen er vokset i perioden, efter at vi har haft tilbagegang i et par perioder. Det er faktisk private kunder i meget høj grad. Det er vi meget godt tilfredse med. Det er aldrig sjovt at køre baglæns," siger han.

Hvad er forklaringen på det?

"Vi ved præcist, hvor hver enkelt kunde kommer fra. Vi får kunder på at være et sted, hvor der er mennesker bag døren hele tiden, og at man altid kan komme i kontakt med os. Kunderne føler sig ikke som et nummer i rækken hos os."

Skjern Bank har en solvensprocent på 15,7 pct. og et individuelt solvensbehov på 11,2 pct., hvilket svarer til en overdækning på 4,5 procentpoint.

Føler I jer polstret godt nok?

"Ja, vi har et mål om altid at have en overdækning på minimum 4,5 procentpoint, og vi har en på 4,5. Vi har lavet en kapitalplan, som rækker frem de næste tre år. Der ligger vi foran i øjeblikket, og planen har tilsynet også sagt ser fornuftig ud."

Banken har en forventning om et basisresultat på mellem 100 og 110 mio. kr. i 2016.

”Sådan som landbruget har det, så er det en af de ting, man kan være lidt bekymret for, hvordan det kommer til at gå resten året. Der er ikke de store lyspunkter på himlen der. Vi håber og forventer dog at komme ud med lavere nedskrivninger i 2016 end i 2015,” siger Per Munck.

Per Munck: Skæv sammenligning slører toplinjen 

Regnskab: Bundlinjen falder 65 pct. i Skjern Bank 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs