Finanstilsynet har givet danske banker frist til tirsdag med at få svaret tilsynet i den såkaldte Panama-sag. Det bekræfter tilsynets pressechef, Søren Møller Christensen, over for Ritzau.
Ifølge Bloomberg News skal bankerne efter planen svare på, om de kendte til offshorekonti, der er oprettet til at hjælpe bankernes kunder med at undgå at betale skat.
"Myndighederne i mange lande har gået den samme vej som os i forsøget på finde ud af, hvad der er op og ned i sagen," sagde Finanstilsynets direktør, Jesper Berg, til Bloomberg News, da nyhedsbureauet snakkede med ham 29. april.
Finanstilsynet er blevet sat til at undersøge de danske bankers rolle i sagen om skattely - og det er ikke kun det Panama-baserede advokatfirma Mossack Fonseca, der har været omdrejningspunkt. Tilsynet har bedt en række banker redegøre for ikke bare deres kontakt til det firma, men også generelt for deres samarbejde med sådanne rådgivere ti år tilbage.
I sidste uge kom det frem, at tilsynet har bedt otte banker redegøre for ikke bare deres kontakt til blandt andet Mossack Fonseca.
Finanstilsynet venter at kunne offentliggøre sin undersøgelse inden sommerferien, oplyser erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V).
/ritzau/FINANS