FinansWatch

Jyske Bank sænker kursmål på Nordea

Fortsat rekordlave renter får Jyske Bank til at skære i kursmålet på Nordea-aktien. Men anbefaler fortsat "stærkt køb".

Jyske Bank skærer 15 kr. af kursmålet for Nordea-aktien, der nu lyder på 85 kr. Det skriver Jyske Bank i en analyse.

Årsagen til nedsættelsen af det langsigtede kursmål skyldes, at renteniveauet er fortsat med at falde, hvilket betyder en mere moderat vækstprognose for Nordeas hjemmemarked, skriver Jyske Bank.

"Vi har justeret den forventede udvikling i rentemarginen og forventningerne til udlånsvækst, så de afspejler en mere afdæmpet prognose," fremgår det af analysen.

"I marts har vi set centralbankerne bevæge sig hen imod et mere negativt syn på inflation, makroøkonomisk vækst med mere. Den Europæiske Centralbank har sænket sin indlånsrente fra -0,30 pct. til -0,40 pct. og har også annonceret andre stimuli, Norges Bank har sænket sin ledende rente med 0,25 pct.point til 0,50 pct., og Riksbanken sænkede sin reporente i februar med 0,15 pct.point til -0,50 pct.," skriver Jyske Bank.

Oven i kommer, at Fitch i marts har nedjusteret Finlands kreditvurdering, idet den økonomiske udvikling fortsat er svag. Og Nordea annoncerede i slutningen af sidste uge, at banken sænker sin udlåns- og indlånsrente i Finland med 0,15 pct.point per 1. april.

Moody's har ligeledes i marts ændret vurderingen af fire regionalbanker i Norge (fra stabil til negativ outlook), så vurderingen nu afspejler et nedadgående pres på indtjeningen og en stigende risiko på aktiver i dette marked, skriver Jyske Bank.

Samtidig har Nordea på bankens generalforsamling 17. marts meddelt, at en forenkling af den juridiske struktur kan medføre betydelige nettoomkostninger.

"Vi forventer, at fortsættelsen af det lave rentemiljø vil påvirke nettorenteindtægterne negativt i både 2016 og 2017," lyder det fra Jyske Bank.

Jyske Bank fastholder dog sin anbefaling "stærkt køb".

/ritzau/FINANS

Forsiden lige nu

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere