FinansWatch

Regnskab: Østjydsk nedjusterer forventningerne

Resultatet er forbedret kraftigt i Østjydsk Bank, men det er fortsat "mindre acceptabelt," lyder det fra banken. (opdateret)

Østjydsk Bank nedjusterer bankens forventninger til årsresultatet fra 115-125 mio. kr. til 110-115 mio. kr. Det oplyser banken i forbindelse med aflæggelsen af sit 3. kvartalsregnskab.

Resultatet for årets første tre kvartaler lander på minus 9,4 mio. kr. efter skat, og dermed har banken forbedret sit resultat med 185,6 mio. kr. sammenlignet med samme periode sidste år.

Det er et fortsat for højt nedskrivningsniveau på 114,3 mio. kr. der tynger bankens bundlinje. Det skyldes ifølge bankens regnskab fortsatte udfordringer i dansk landbrug og landbrugsrelaterede virksomheder.

Både på indtægts- og udgiftssiden falder Østjydsk Bank markant sammenlignet med sidste år. De samlede netto rente- og gebyrindtægter beløber sig således til 106,5 mio. kr., hvilket er en tilbagegang på 53,2 mio. kr. i forhold til sidste år, mens udgifterne falder med 26,6 mio. kr.

Det skyldes dog i høj grad frasalget af to filialer i henholdsvis Randers og Gjerlev til Jutlander Bank.

Snarligt børsprospekt

Østjydsk Bank oplyste i forbindelse med bankens halvårsregnskab, at den har planer om at hente 83,3 mio. kr. i en aktieemission, der forventes afsluttet inden årets udgang.

Prospektet, der bliver udarbejdet i den sammenhæng, vil "i den nærmeste fremtid" blive offentliggjort skriver banken i sin seneste regnskabsmeddelelse.

Ifølge bankens direktør Max Hovedskov, håber banken efter aktieudvidelsen at kunne slippe ud af den nuværende genopretningssituation.

”Rekapitaliseringsplanen giver banken et nødvendigt løft i kapitalprocenten og ikke mindst i den egentlige kernekapitalprocent, og er dermed et væsentligt skridt i retningen af at komme ud af genopretning," skriver han i regnskabsmeddelelsen.

Kan blive nødvendigt med nye tiltag

Selv hvis alt går efter planen, og den garanterede aktieemission henter de nødvendige millioner hjem til Østjydsk Bank, kan banken blive nødt til at lave yderligere tiltag for at forbedre det sparsomme kapitalgrundlag.

"Såfremt der fortsat måtte være en mindre underdækning i relation til kapitalkravene efter gennemførelsen af den garanterede fortegningsemission på 83,4 mio. kr. og udstedelsen af ny hybrid kapital på 75 mio. kr., så forventer jeg, at dette over tid afhjælpes via den fremadrettede drift," skriver Max Hovedskov og fortsætter:

"Når det er sagt, vil det også i fremtiden kunne være nødvendigt at fokusere på en optimering af bankens kapitalapparat, for at kunne imødekomme fremtidige krav. Jeg synes, at vi med rekapitaliseringsplanen gennemfører en både nødvendig og ansvarlig løsning for banken."

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere