FinansWatch

Vestjysk Bank vinder pris for mest tilfredse erhvervskunder

Finanssektorens Uddannelsescenter har undersøgt, hvilke banker der er bedst til kundetilfredshed, både når det gælder erhverv- og privatkunder.

Vinderne af Kundebenchmark 2015 Foto: PR

Seks pengeinstitutter modtog tirsdag en pris for deres arbejde med kunderne. Finanssektoren Uddannelsescenter har færdiggjort sit årlige Kundebenchmark, som måler kundetilfredsheden og kundeloyaliteten i den finansielle sektor.

37 institutter har deltaget i undersøgelsen, der er baseret på svar fra 27.000 erhvervs- og privatkunderne, og de bedste institutter i tre kategorier - små, mellemstore og store institutter - har modtaget priser, hvis de har scoret højst blandt erhvervs- eller privatkunderne.

Vestjysk Bank løb med sejren som det store pengeinstitut, som havde de gladeste erhvervskunder. Jan Ulsø Madsen, der er adm. direktør i Vestjysk Bank, er rigtig glad for prisen.

"Vi er meget beærede over, at vores kunder scorer så højt. Det vil vi godt være ærlige at sige. Det er noget af det, der giver energi i dagligdagen, og det er medarbejdernes daglige indsats, der gør, at kunderne er glade og tilfredse," siger han til FinansWatch.

Nær relation til kunderne

Han mener, at det især er Vestjysk Banks relation til kunderne, som gør, at erhvervskunderne er glade for banken.

"Der er ingen tvivl om, at der er en stor opbakning i området til banken. Kunderne er loyale og glade for banken, fordi man synes, vi har en mission i det vestjyske område. Jeg tror også på, at der er et nærvær med kunderne. Man kender kunderne, for vi har ikke været igennem store forandringer gennem en lang periode, og det gør, at man har haft relationer til en kunderådgiver gennem lang tid," siger han.

Vestjysk Bank har arbejdet med centralisere nogle af sine funktioner, og det har blandt andet ført til centraliseringen af bankens landbrugskunder i et, samlet center. Her har banken dog arbejdet meget bevidst med at fastholde relationen, siger Jan Ulsø Madsen.

"Vi sørger for at have en tæt dialog. Den kan sagtens være på telefon; det behøver ikke at være fysisk hver gang. Vi tager ofte ud og ser bedriften eller virksomheden, og det er jeg overbevist om har en betydning for, at de føler, vi sætter os ind i den helt specielle situation og ikke laver standardløsninger," forklarer han.

To priser til Middelfart

Middelfart Sparekasse vandt prisen for de mest tilfredse kunder, både på privat- og erhvervssiden, for de mellemstore pengeinstitutter.

"Det bekræfter mig i, at vi gør det rigtige, når vi vægter tilgængelighed og den personlige kontakt højt. Det viser denne undersøgelse - og det samme billede tegnes i andre undersøgelser. Når kunder skal sætte ord på, hvor tilfredse de er med deres pengeinstitut, er det det personlige møde, der tæller," siger sparekassens adm. direktør Martin Baltser i en pressemeddelelse.

Frørup Andelskasse og Spar Nord havde de mest tilfredse privatkunder for henholdsvis små og store institutter, og Rønde Sparekasse fik desuden prisen for de mest tilfredse erhvervskunder blandt små institutter.

Nyt kundebenchmark viser høj tilfredshed blandt bankkunder

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere