Medie: Nationalbankens boligboble baseres på 125 handler

Nationalbankdirektør Lars Rohde har flere gange advaret mod en boligboble, men det er kun i København og på Frederiksberg, at priserne er steget kraftigt, viser en analyse.
Foto: Carsten Bundgaard
Foto: Carsten Bundgaard

Nationalbankdirektør Lars Rohde har den seneste tid advaret ad flere omgange om, at der kan være en boligboble på vej i Danmark, men en analyse af boligpriserne, som Boliga.dk har lavet for Økonomisk Ugebrev, viser, at det kun er i tre postnumre, at priserne i øjeblikket ligger over niveauet for 2007.

Nationalbankdirektør og minister er uenige om boligboble

I København K var der 63 ejendomshandler i de første to måneder af året, og her var kvadratmeterprisen gennemsnitligt på 39.169 kr., hvilket er en stigning på 6 pct. i forhold til 2007, hvor priserne toppede. På Frederiksberg C lå kvadratmeterprisen på 34.190 kr. i gennemsnit for de 33 handler, som blev gennemført i januar og februar, og det er en stigning på 8 pct. i forhold til for syv år siden. Endelig er priserne steget med 15 pct. i København V, så de 33 handler, som er indgået i årets første måneder, gav en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 33.168 kr. Inflationen i samme periode var på i alt 16 pct., og dermed forsvinder den reelle prisstigning.

Dermed er der tale om 125 handler, som ligger til grund for påstanden om en boligboble. I resten af landet ligger priserne stadig under niveauet for 2007. I Nordsjælland, Østsjælland og Vest- og Sydsjælland ligger priserne ifølge Realkreditrådets nyeste statistik stadig 29-35 pct. lavere end i 2007. Nationalbanken afviser dog, at dens advarsler om boligboble skulle være funderet på et tyndt grundlag.

"Nationalbankens budskaber omkring udviklingen på boligmarkedet tager afsæt i, at de finansielle forhold - herunder i forbindelse med boligfinansiering - aktuelt er ekstraordinært lempelige med historisk lave renter. Det er vores vurdering, at de aktuelt meget lave renter endnu ikke er fuldt indpriset i kontantpriserne på ejerboliger. Hvis det aktuelt meget lave renteniveau prises ind i kontantpriserne i fuldt omfang, er det vores vurdering, at der er risiko for, at der kan opstå en usund udvikling med selvforstærkende prisstigninger på ejerboliger, som tidligere set, samtidig med at det kan gøre nogle husejere mere sårbare, når renten begynder at stige igen. Det er den risiko, vi har advaret imod. Risikoen forstærkes af, at tidligere tiders automatiske stabilisatorer på boligmarkedet for øjeblikket delvist er sat ud af kraft," skriver Karsten Biltoft, underdirektør i Nationalbanken, i en mail til Økonomisk Ugebrev.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også