FinansWatch

Danske Capital vil vokse i udlandet

Danske Capital oplever stigende efterspørgsel på sine produkter i udlandet, og selskabet regner med at kunne vokse yderligere uden for landets grænser, siger direktør Niels-Ulrik Mousten.

Næsten to tredjedele af Danske Capitals salg i 2014 stammede fra udlandet. 59 pct. af Danske Capitals nettosalg på 34 mia. kr., hvilket vil sige omtrent 20 mia. kr., blev solgt til udenlandske investorer sidste år, skriver kapitalforvalteren i en pressemeddelelse.

Niels-Ulrik Mousten, der er direktør i Danske Capital, fortæller, at det er en bred og diversificeret kundebase, som står bag købene hos selskabet.

”Vi har en diversificeret kundebase i udlandet. Vi har et godt salg til detailkunder i især Norge og Sverige. Det har vi fået gennem banken, men også gennem andre finansielle institutioner, der formidler vores Danske Invest-beviser til deres kunder,” siger han til FinansWatch og fortsætter:

”Vi oplever desuden stor interesse for vores managed account-produkter. Det er der, hvor vi tager hånd om kundens samlede investeringssituioan, hvor vi sælger kunderne det, vi kalder en afkastløsning. Det er et område, hvor vi har fremgang.”

Også i Tyskland oplever Danske Capital, at der er efterspørgsel på selskabets produkter.

”Der er god fremgang syd for grænsen. Vi har fået bygget en base op – især i tyske institutioner, både når det gælder mængden af institutioner og typen af produkter, de køber hos os. Der er i Tyskland en stor interesse for vores globale, inflation-linked obligationer. Tyskerne har åbenbart ikke glemt starten af 1920’erne, så de vil meget gerne have inflationsbeskyttelse i deres investeringer,” siger Niels-Ulrik Mousten.

Han regner med, at 2015 vil byde på yderligere vækst til udenlandske investorer.

”Baggrunden er, at når vi kigger på vores produktpalette, har vi i dag i hvert fald en håndfuld produktområde, hvor vi står rigtig stærkt i den internationale konkurrence. Så vi er ikke i tvivl om, at der er flere og flere udenlandske institutioner, som er interesserede i, at vi varetager nogle af deres investeringer,” fortæller direktøren.

Her peger han blandt andet på Danske Capitals hedgefonde, de inflationsjusterede obligationer og nogle af selskabets kreditprodukter.

Selskabet har tidligere været kritiseret for, at det ikke leverede afkast, der var gode nok på dets aktieprodukter. 62 pct. af selskabets aktieprodukter leverede over benchmark, og selskabet er på vej i den rigtige retning, mener Niels-Ulrik Mousten.

”Vi arbejder hele tiden på at styrke os på aktieområdet, hvor det jo ikke er nogen hemmelighed, at vi har haft lidt problemer med især ét af vores europæiske produkter. Vi er heldigvis ved at vende den tendens nu,” siger han.

I 2015 regner direktøren med at fortsætte de nuværende takter, så kunderne kan forvente sig mere af det samme fra Danske Banks kapitalforvalter.

”I 2015 skal vi bare fortsætte med det, som vi har lavet de seneste år. Vi skal arbejde med at blive ved at styrke vores kompetencer. Vi skal sørge for at gøre vores produkter tilgængelige for flere mennesker, og vi skal drive vores virksomhed mere og mere effektivt,” fortæller Niels-Ulrik Mousten.

Mere fra FinansWatch

Nets vil sælge MitID og NemID

Nets vil være europamester i betalinger, og det betyder, at man vil sælge et andet forretningsområde: Det der står for driften af MitID og NemID. Betalingsvirksomheden er ved at afsøge markedet for en potentiel køber. (Opdateret)

Læs også

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs