FinansWatch

Nyby: Bud sendt af sted med en fløjlshandske

Lasse Nyby siger, at han er ganske tryg ved, at skulle køre en tobrand-strategi, hvis buddet på Nørresundby Bank ender med at gå igennem.

(Opdateret)

Lasse Nyby står fuldt og fast ved, at man har skruet buddet sammen på en sådan måde, så man ikke i den kommende fusionsproces kommer til at destruere værdier og med respekt for, at ting tager tid.

Spar Nord vil køre en slags overgangsperiode, hvor man kører videre med Nørresundby Bank som et selvstændigt brand og uden at høste de synergier, som man normalt gør, når man køber en anden virksomhed.

Lasse Nyby, hvorfor farer I så forsigtigt frem her? Hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og få det opkøbte aktiv integreret fremfor at skulle igennem sådan en pseudo-periode?

”Det er ikke en pseudoperiode, vi skal igennem. Det vi har tilbudt at købe, det er jo ikke en nødlidende bank. Det er tværtimod en veldrevet bank med meget tilfredse kunder og dygtige medarbejdere. Så det her bud sker i respekt for, at vi skal passe på, at vi ikke kommer til at ødelægge noget.”

Hvad er det?

”Det er især de stærke kunderelationer. De kan lide skade hvis man går for hårdt til værks,” siger Lasse Nyby og tilføjer, at der også er en ganske praktisk ting at tage hensyn til, nemlig at Spar Nord i 2016 skal konverteres over på BEC’s platform.

Fløjlshandsken

”Derfor vil det ikke give nogen mening, at konvertere Nørresundby Bank over på vores nuværende platform, blot for at koncertere dem et andet sted hen umiddelbart efter,” siger han til FinansWatch.

Hvordan balancerer I det her bud, så det fremstår venligt, selvom det er et uinviteret bud, I kommer med?

”Vi prøver at gøre det med en fløjlshandske. Ved at lægge et godt tilbud frem til aktionærerne, og ved at lægge den model frem, som vi har valgt. Nu driver vi banken videre i tre år, og derefter må vi så se, hvad der er fornuftigt til den tid. Når vi har så lang tid til at overveje tingene, så kan vi planlægge os ud af det, forstået på den måde, at når der skal sammenlægges nogle funktioner, så kan det i et stort omfang klares via naturlig afgang. Så vil medarbejderne forhåbentlig også synes, at det er en god ide.”

Hvornår har I haft dialog med Nørresundby Banks ledelse om det her – og hvordan har den været?

”Der har ikke været en dialog på det seneste, men efter vi offentliggjorde vores bud den 10. november, der har vi haft en dialog med ledelsen i Nørresundby Bank. Og de snakke har været forretningsmæssige og professionelle, som de skal være.”

Kunnet læse i medierne

Og hvad har ledelsen i Nørresundby Bank sagt til dig på de møder? At de er imod tilbuddet fra jer?

”Jeg vil ikke kommentere specifikt på den dialog. Men jeg har kunnet læse, at de har sagt, at de vil se tilbuddet og så vurdere det, som en ansvarlig ledelse skal. Og så har man meldt ud, at man vil se, om andre vil byde mere. Så de signaler jeg har fået, dem har jeg kunnet læse om i medierne.”

Har ledelsen i Nørresundby Bank i jeres dialog forsøgt at presse jeres pris op?

”Det har jeg ingen kommentarer til.”

I kommer til at køre med en to-brand strategi, det kan se lidt farligt ud? Hvad tænker du om den, når du ser andre, der har forsøgt det samme?

”Den er jeg tryg ved, du har tidligere set Danske Bank købe både BG Bank og Realkredit Danmark, og det kørte fint i lange perioder. Og både os og Nørresundby Bank har en stærk position i stor-Aalborg, så jeg ser ikke et problem i det.”

Man ser nogle gange i forbindelse med fusioner og opkøb, at man forsøger at ”lokke” den overtagne part med, at de udover en budpræmie kan se frem til at få indflydelse i form af direktions- eller bestyrelsesposter. Har I overvejet det?

”Det har vi ikke haft forhandlinger med dem om.”

Men det kunne måske få jeres tilbud til at glide nemmere ned?

”Ja, men i givet fald så må de komme med ønsket, hvis det skal til.”

Skånsom måde

Hvordan oplever du at tonen har været i forløbet hidtil? Og er du optimistisk i forhold til, at I går hele vejen her?

”Det må de kommende dage vise. Det er ment, som det er afsendt fra vores side, at vi prøver at have fløjlshandsken på. Det er derfor, vi foreslår en proces hvor kunderne ikke berøres af det her og hvor man på en skånsom måde tænker på medarbejderne i relation til de tilpasninger, der måske skal finde sted på den lange bane.”

Jeg har læst, at en aktionær i Nørresundby Bank, som også er medlem af bankens repræsentantskab, er bekymret for, at I med tiden overtages af Nykredit, og så ryger beslutningskraften til København. Hvad siger du til det?

”Jeg har også godt læst det, og jeg læste det mest som om, at han udtalte sig som en kunde i banken. Men beslutningskraften skal fortsat være her i Aalborg. Det er også det, at vores kunder oplever til daglig. Det skal man slet ikke være bekymret for, vi er en lokal virksomhed i Aalborg, som er meget engagerede i lokale forhold, og det vil vi blive ved med at være. Og det er også det budskab vi har, når vi i de kommende dage skal i dialog med de 24.000 aktionærer i Nørresundby Bank,” siger Lasse Nyby til FinansWatch.

 

 

Frøsig lægger afstand til bud på Nørresundby Bank 

Direktør-udtalelse ligner endegyldigt dødsstød til nordjysk bankfusion

Analytiker ser Jyske Bank som 'hvid ridder' i Nørresundby 

Nørresundby-chef: Nybys eget regnestykke viser at buddet er for lavt 

Spar Nord: Vi er tilbage til status quo 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs