FinansWatch

Sass: Ikke længere behov for bankopsplitning

Erhvervs- og vækstministeren mener ikke, at man bør splitte bankernes handelsafdelinger op fra resten af banken.

Foto: /Ritzau/Scanpix/Peter Klindt

Bankerne er nu så sikre, at det ikke længere er klogt at skille bankernes handelsafdelinger ud fra den almindelige bankdrift. Det sagde erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen på Finansrådets årsmøde.

Ministeren har tidligere talt for netop denne opsplitning, og nu bliver det diskuteret i EU-Kommissionen. Nu vender Henrik Sass Larsen dog tomlen ned til forslaget.

"Det kan da også være en fristende tanke at jage en kile ned mellem bankernes handelsafdelinger og den almindelige bankdrift. Det skal jeg være den første til at indrømme. Men jeg er ikke den store tilhænger af Kommissionens forslag," sagde ministeren i sin tale på årsmødet.

Det skyldes ifølge ministeren ikke, at han har skiftet holdning. Det skyldes tilsyneladende, at bankerne er i en helt anden situation i dag.

"De nye krav og regler betyder, at sandsynligheden for en ny finanskrise er mindsket markant. Vi har indført skærpede krav, der betyder, at kvaliteten af bankernes kapital skal være bedre end tidligere, og at institutterne skal have en højere egenkapital. Og for SIFI’erne (de systemisk vigtige banker, red.) har vi stillet yderligere kapitalkrav," sagde Henrik Sass Larsen.

Dertil nævnte han strammere aflønningsregler, stigende krav til bestyrelsesmedlemmernes kompetencer og øgede beføjelser til Finanstilsynet.

"Dermed er der ikke længere det samme behov for at opsplitte de store banker. Målet må være at mindske risikoen for, at det igen går galt i banksektoren – ikke af princip at regulere bankernes størrelse," sagde ministeren.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs