FinansWatch

”Vi siger ikke bare nej p.g.a. en branchekode”

Lille pengeinstitut lancerer vækstplan på ryggen af de gamle værdier. Ny direktør ændrer ikke på bankens DNA, men vil kommunikere det bedre ud.

(Opdateret)

Den nye direktør for Fælleskassen på Frederiksberg, Thorleif Skjødt, er nu på plads med den strategi, der skal give det lille institut en større volumen.

Den lille kundeejede andelskasse fra Frederiksberg i København, med 6.000 kunder og en balance på 470 mio. kr., vil have en større bid af kagen og direktøren forventer, at man kan løfte balancen alene i løbet af de næste 6-12 måneder med 5 pct.

Thorleif Skjødt siger, at det handler om, at flere skal få øjnene op for, hvad det er for en andelskasse, og hvilke værdier den drives efter, så er han sikker på, at der kommer kunder i butikken.

I et notat skriver Fælleskassen, at ”…alt for længe, har alt for få, kendt til Fælleskassens værdier og bæredygtige tilgang til finans- og pengeinstitutverdenen. Værdierne skal der ikke ændres på, men måden de formidles på, vil nu blive ændret fundamentalt. Det kommer til at blive afspejlet i en ny identitet, og en ny gennemgribende justering af alle kommunikations flader. En ny kommunikationsmæssig tilgang der er tydeligere, tilstedeværende, men som altid; ærlig.”

Specifikt gælder det primært om at vokse udlånet, da der ifølge den nye direktør er masser af indlån på balancen.

I vil kommunikere jeres værdier bedre ud, men hvordan kan kunderne mærke, at I er anderledes end de andre?

”Vi vil sikre, at økonomien er i orden i projekterne, det er selve basen. Er det på plads, så skelner vi meget til, om de kommer med nogle gode værdier, noget bæredygtigt eller om det er et socialt spændende projekt. Vi deler en sag i to, når vi kigger på det. Og her adskiller vi os nok ved, at vi vurderer projektet ligeså højt som økonomien,” siger Thorleif Skjødt til FinansWatch,

Hvem er personerne bag

Og hvad betyder det så i praksis? At I giver udlån til projekter, som får nej andre steder?

”Igen er det vigtigt at sige, at vi ikke vil gå på kompromis med de økonomiske aspekter af et projekt. Men er det et spændende projekt, er der lagt et godt arbejde i det, er det gode mennesker med engagement og erfaring, så kan vi godt vælge at sige ja, hvor andre institutter siger nej p.g.a. en branchekode. Så der vurderer vi det konkrete projekt – og personerne bag – højt. Vi siger ikke nej bare fordi det er indenfor en bestemt branche,” siger Thorleif Skjødt, der dog understreger, at Fælleskassen ikke går ind i ejendomsprojekter.

Værdierne er de samme, som de altid har været i Fælleskassen, men man kalder det alligevel i et notat for et nyt strategisk fundament.

” Fælleskassens fire kommunikationsmæssige hjørnesten handler om: Nærvær, Netværk, Omtanke, Omhu. Det vil afspejle sig i kommunikationen som løbende vil blive implementeret på egne flader, og efterfølgende i bredere kommunikation,” skriver Fælleskassen.

”For mig er det vigtigt at melde ud, at det er det her, vi er. Og det er de her ting, vi står for. Vi har sådan set ikke ændret på det, vi er, men der er bare mange, der ikke ved, at vi er sådan,” siger direktøren.

Ikke bare til inkasso

Men er det her ikke nogle værdier, som jeg kunne tage rundt med til de fleste institutter i landet, og så vil de nikke og sige, at de også styrer deres forretning efter nogenlunde det samme?

”Det ved jeg ikke, om du kan, men et sted hvor jeg tydeligt kan mærke og se en forskel er, når vi siger, at vi er med hele vejen for vores kunder. Vi kan føre bevis for, at vi hjælper de kunder, der kommer i problemer. Vi sender dem ikke bare til inkasso, det er absolut allersidste udvej for os. Så jeg mener oprigtig talt, at vi er noget andet,” siger Thorleif Skjødt.

I første omgang skal Fælleskassen på de indre linjer have indarbejdet værdierne og det nye logo, bl.a. på dankort og på netbanken, og første senere vil man køre en mere offensiv markedsføringsmæssig indsats.

Udover at sælge bankens værdier over for nye kunder, så vil Fælleskassen også gerne skrue op for de kundevendte aktiviteter, det kunne eksempelvis være netværksmøder for kunderne, så de kan mødes og lave forretninger sammen. Der vil også fremadrettet blive afholdt flere fællesmøder, hvor kunderne kan komme forbi og høre om eksempelvis pensionsopsparing og investeringer.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs