FinansWatch

Ugebrev: Potentiale i Jyske Bank trods skuffelser

Jyske Bank er på trods af et lettere skuffende andet kvartal interessant.

Det skriver Økonomisk Ugebrev Formue.

Trods lidt mere dystre udsigter i regnskabet, mener ugebrevet, at banken er godt positioneret til at tjene penge i de kommende år, og at BRF-opkøbet rummer nogle interessante potentialer og synergier, der vil vise sig - i særdeleshed når konjunkturerne bedrer sig.

"I den forbindelse vurderer vi også, at det nu er slut med negative overraskelser på nedskrivningskontoen, som også var ekstraordinært høj i andet kvartal grundet en tilpasning af metoderne for nedskrivning på privatkunder," skriver ugebrevet.

Ugebrevet venter også, at når sammenlægningen med BRF er på plads, og de fremtidige kapitalkrav til Jyske Bank som SIFI-institut ligger helt fast, at der vil komme en udmelding om kapitalstrukturen.

"På almindeligt dansk bør det betyde aktietilbagekøbsprogrammer, da Jyske Banks egentlige kernekapital på 15,3 pct. fortsat ligger over det langsigtede mål på 14 pct.," forklarer ugebrevet.

Jyske Bank leverede et overskud før skat på 2,8 mia. kr., som er 200 mio. kr. under det udmeldte i maj.

"Forskellen på cirka 200 mio. kan primært henføres til rentefald i juni, da Jyske Bank ifølge bankdirektør Anders Dam er positioneret til rentestigninger," oplyser ugebrevet.

Overskuddet skyldes ifølge ugebrevet den "badwill" på næsten 2,4 mia. kr., der er indtægtsført i kølvandet på opkøbet af BRF Kredit.

"Med andre ord betyder det, at de nettoaktiver, man har købt, har en bogført værdi, der overstiger købesummen på 7,1 mia., og forskellen er en engangsindtægt for Jyske Bank," forklarer ugebrevet.

Totalt set er halvårsregnskabet påvirket af særlige poster på i alt 2,1 mia. kr., og BRF Kredit indgår kun i to måneder af kvartalsregnskabet.

"Derfor skal vi mindst frem til tredje kvartalsregnskabet 19. oktober, før regnskabet viser et mere reelt billede af den nye sammenlagte virksomhed og dens præstationer," vurderer ugebrevet.

Der er kursmæssigt potentiale i Jyske Bank-aktien.

"Ved en kurs omkring 305 handler aktien til en K/I i underkanten af 1,1, og det, mener vi, er for lavt," skriver ugebrevet, der i første omgang ser et potentiale i aktien til kurs 330-335 på seks måneders sigt.

Det var niveauet efter meddelelsen om BRF-opkøbet, og det repræsenterer en upside på cirka 10 pct. fra den nuværende kurs på 303,8 kr.

/ritzau/

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs