FinansWatch

Julius Bär jonglerer med danske millioner

Kunderne er gode for mellem 100 og 500 mio. kr., og stadig flere er danskere.

Flere af Danmarks rigeste pakker kufferten med millioner, tager pengene med over grænsen og til Schweiz, Luxembourg eller andre lande, hvor velhaverbanken Julius Bär sidder klar til at forvalte dem.

Julius Bär har forvaltet danskeres formuer siden 1982, men på bare fem år er antallet fordoblet.

Det er ellers ikke alle og enhver, der kan blive kunde i banken. Har du ikke en investérbar formue på mindst 15 mio. kr., er døren lukket.

"Vi har en stor andel af de 1.500 rigeste danskere som kunder. Vores typiske kunde har en likvid formue på 100 til 500 mio. kr. Og vi får så ofte en andel på 20-30 pct. af den samlede formue at arbejde med," siger danskeren Steen Foldberg, der er administrerende direktør i Julius Bärs luxembourgske afdeling, til epn.dk.

Formuer på 1,68 billioner

Mandag kunne banken præsentere sit halvårsregnskab. Det viste, at formuerne, som Julius Bär forvalter, steg med 8 pct. eller 120 mia. kr.

Dermed jonglerer rigmandsbanken i dag med kunders penge for 1.680 mia. kr. - altså 1,68 billioner.

Indtjeningen fulgte med, og nettoresultatet voksede 56 pct. til 1,1 mia. kr.

I Danmark står døren mere åben

Også herhjemme er private banking-området vokset betydeligt de senere år, og i dag tilbyder stort set alle større banker særlige afdelinger for deres velhavende kunder.

Men eksklusiviteten er dalet. Det billede genkender Julius Bär, som oplever, at de kunder, der søger eksklusivitet, kommer til dem.

"Vores kunders siger, at de foretrækker at arbejde med den samme rådgiver over en lang periode. Mange rådgivere i Danmark - og specielt de, som er dygtige - får nyt job eller bliver chefer, og så skal kunderne til at arbejde med en ny rådgiver. Vores kunder beholder deres rådgiver, så længe rådgiveren er i banken. Da vi også betaler dem godt, uden at de behøver at søge en chefstilling, betyder det ofte et meget langt kundeforhold," siger Steen Foldberg.

Fokus på hele familien

Hvor de danske private banking banker har afdelinger, skal medarbejderne i Julius Bär selv bygge deres kundekredse op. Ifølge Steen Foldberg giver det større loyalitet mellem kunden og rådgiveren.

En loyalitet, som er vigtigere end nogensinde før. I de senere år har banken fået flere kunder i det ældre segment, og det kræver endnu mere af rådgiveren.

"I takt med at der sker et generationskifte, er der mange banker, som ikke har en god kontakt med ægtefællen eller arvingerne. Her forsøger vi at kende hele familie og gennem et langt samarbejde opbygge et stærkt tillidsforhold til hele familien," siger Steen Foldberg.

Internationalt perspektiv

Men det er ikke kun eksklusivitet, der trækker i landets rigeste, som typisk er iværksættere, familier med store formuer og institutionelle kunder.

Det internationale investeringsperspektiv er en lige så stor årsag.

"Mange af vores kunder har globale enkeltaktier eller obligationer og ikke kun fonde udbudt af danske banker med udenlandske aktier eller værdipapirer. Som en global spiller har vi også adgang til mere sofistikerede investeringsløsninger, og vi er ofte nogle af de første til at introducere nye løsninger til kunderne," siger Steen Foldberg.

Som dansk kunde er ulempen naturligvis, at rådgiveren sidder langt væk i et andet land. Men de senere år er det blevet en konsekvens, som de fleste kunder kan leve med.

"Teknologien gør, at meget kommunikation foregår elektronisk. Vi forsøger med regelmæssige møder og telefonkald at være opdaterede på vores kunders situation og ønsker. I dag går kunderne hen, hvor de oplever, at de får den bedste service. Om det så er i Luxembourg eller London, betyder ikke det så meget," siger Steen Foldberg.

Overtager flere milliard-kunder

I 2012 meddelte Julius Bär, at den overtog den internationale velhaverbank Merrill Lynchs kunder uden for USA, der tilsammen havde formuer for næsten en halv mia. kr.

I forbindelse med halvårsregnskabet mandag annoncerede banken også overtagelsen af den israelske bank Leumi Le-Israel BM's rige kunder i Europa, som giver Julius Bär yderligere 36 mia. kr. at forvalte.

Mere fra FinansWatch

Store kønsforskelle i pensionsprodukter

Mens næsten tre fjerdedele af mændenes samlede pensionsformue er lagt i markedsrenteprodukter, er det kun hveranden af kvindernes pensionskroner, der ligger i produkttypen.

Alm. Brand gennemfører emission i dag

Fortegningsemissionen af nye aktier udstedt af Alm Brand for at finansiere købet af den danske del af forsikringsselskabet Codan bliver i dag gennemført.

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs