FinansWatch

MobilePay kommer til Bilka og Netto

Danske Bank og Dansk Supermarked er gået sammen om mobil betaling.

Dansk Supermarked, der står bag detailkæderne Bilka, Føtex, Netto og varehusene Salling, har indledt et samarbejde med Danske Bank, der gør det muligt for kaffetørstige kunder i Bilka og Salling at bruge smartphonen til betaling.

Fra torsdag er det nemlig muligt at bruge Danske Banks populære app, MobilePay, i Starbucks-kaffebarerne i Bilka og Salling. Men det er kun det første spæde skridt, for samarbejdet har også mere langsigtede perspektiver.

"Vi begynder i det små og gør os erfaringer og lytter til kunderne undervejs. Mobilbetaling udvikler sig med lynets hast, og på sigt er der ingen tvivl om, at mobiltelefonen bliver central i betalingen både i vores fysiske butikker og online," forklarer Jørgen Klüwer, e-commercedirektør i Dansk Supermarked i en meddelelse

Danske Bank forventer, at mindst 2.000 erhvervsdrivende vil kunne tilbyde MobilePay-betaling inden årets udgang. Samarbejdet med Dansk Supermarked er det første med en større detailkæde, og det er appens store popularitet, der har gjort udslaget.

"”Når 1,2 millioner danskere allerede har MobilePay i lommen og aktivt benytter løsningen som betalingsmiddel, så skal vi selvfølgelig stille den mulighed til rådighed. Samarbejdet med Danske Bank er fra vores side et led i en øget satsning på at understøtte kundernes brug af mobiltelefonen,” skriver Jørgen Klüwer.

Skal nå til kassen

Det er intentionen, at kunderne i såvel Bilka, Føtex, Netto og Salling skal kunne betale med mobilen ved kasselinjen. I øjeblikket vurderer man forskellige løsninger, der skal forenkle betalingen, forklarer Kim Fuglsang Kristoffersen, chef for forretningsudvikling i Danske Bank.

"Nogle har været skeptiske over for mobilbetaling i større butikker. Vi er ret sikre på, at hele detailhandlen om få år har indført mobilbetaling med adskillige tilkoblede intelligente muligheder. Det kommer til at gå hånd i hånd med Dankortet, som fortsat vil være en central del af betalingsmønstret herhjemme," udtaler han i meddelelsen.

Mere fra FinansWatch

Velpolstrede virksomheder har tilbagebetalt den første milliard i coronalån

De allerførste tilbagebetalinger af coronalån til staten er gået i gang. Vurderingen fra landets største banker er, at virksomheder indløser buffer, der ellers bare trækker negativ rente på indlånskontoen. Der bliver dog noget mere at lave i de næste par måneder, lyder det fra både Danske Bank og Nordea.

Alka tidoblede sit salg på Black Friday

I fredags på den store handelsdag Black Friday lykkedes det Alka at tidoble sit salg. Det skyldtes en godbid til de kunder, som tegnede nye forsikringer hos selskabet.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs