FinansWatch

Anders Dam: Vi ved ikke hvordan det her vil ramme os

Jyske Banks topchef kan ikke for nærværende svare på, hvilke produkter Jyske Bank kan tilbyde sine kunder torsdag morgen, fordi den præcise effekt af Nykredits handling står uklar.

(Opdateret)

Jyske Banks topchef Anders Dam føler, at han og banken har været nødsaget til at rykke ud med en fondsbørsmeddelelse, men der er fortsat mange ting, der er uklare for Silkeborg-banken i kølvandet på reaktionen fra Nykredit og Totalkredit, der har meddelt Jyske Bank, at de anser dem som værende udtrådt af Totalkredit-samarbejdet.

Anders Dam, hvad er konsekvenserne helt konkret i forhold til, hvilke produkter fra Totalkredit I kan tilbyde jeres kunder i morgen tidlig?

”Det kan vi ikke svare præcist på. Vi ved ikke hvilke indgreb, de vil gøre på vores forretning i forhold til produkterne og samarbejdet med Totalkredit,” siger Anders Dam til FinansWatch.

Men skal I ikke have det at vide?

”Vi har fået brevet i dag og længere er vi ikke kommet i dag.”

Hvad er næste skridt herfra?

”Vi svarer på deres brev. Det skal vi lige have nogle dage til at tygge  igennem.”

Kan man tale om, at jeres kunder nu står i en form for et vakuum, fordi det er uklart, hvilke produkter I har på hylderne?

”Det er for en begrænset periode, men for nærværende ved vi ikke præcist hvad det har af konsekvenser. Det skal vi selvfølgelig have opklaret.”

Men vil Totalkredits produkter være i jeres systemer torsdag morgen?

”Vi ved det ikke. Vi ved ikke hvad sætningen i brevet fra Nykredit og Totalkredit dækker over.”

Skal have en closing

Det er da en meget usædvanlig situation, er det ikke?

”Vi har ikke været i den situation før. Jeg tror heller ikke, at Nykredit har været det. Så jo, det er usædvanligt,” siger Anders Dam til FinansWatch.

Det ser ud som om, at tingene er gået i hårdknude mellem jer på den ene side og Nykredit og Totalkredit på den anden side?

”Det ved jeg ikke, om man kan sige. Men som vi også sagde i mandags, så er vi ikke i stand til at gå til forhandlingsbordet lige p.t. Vi skal have en closing på BRF-købet først. Vi er nødsaget til at vide, hvad der er op og ned, hvis vi skal forhandle. Så herfra er der to spor. Forhandlinger og så er der en voldgiftssag.”

Hvordan har du det i forhold til kunderne omkring det her? Det er vel også frustrerende for dem at være i tvivl om, hvilke produkter I har på hylden?

”Vi har jo en fuld produktpallette, uanset om vi har Totalkredit ombord eller ej. Og vores egne produkter har vist sig meget konkurrencedygtige, hvor vi har solgt for mere end 6 mia. kr. siden vi lancerede det.”

Hvad skal der ske herfra?

”Nu fik vi et brev, og når vi har behandlet det, så vil vi melde yderligere ud. Nu ved markedet, hvad Nykredit mener, og de ved, hvad vi mener. Og de ved hvad de økonomiske konsekvenser kan blive for os,” siger Anders Dam til FinansWatch.

Mere fra FinansWatch

Sorte selskaber bag pensionsbranchens grønne milliarder

Flere pensionsselskaber har talt olieselskaber som BP, Shell og Halliburton med i de 248 mia. kr., branchen har meldt ind som "grønne investeringer" til regeringens klimapartnerskab for finanssektoren. "Vanvittigt," lyder det fra kritiker.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs