FinansWatch

Europæiske banker renser balancer

Europas banker fortsætter tendensen med at skille sig af med uønskede aktiver som forberedelse på et afgørende finansielt sundhedstjek fra Den Europæiske Centralbank (ECB) senere i år. Det skriver Wall Street Journal.

I både Italien, Frankrig og Tyskland sætter bankerne fart på salget af risikable lån.

- De kortsigtede konsekvenser af sundhedstjekkene er, at bankerne er nødt til at rydde op i deres balancer, udtalte chefen for ECB, Mario Draghi, på en pressekonference torsdag, ifølge Wall Street Journal.

I Tyskland har Commerzbank meddelt, at banken som led i en større oprydningsplan har solgt 710 mio. euro af risikable spanske ejendomslån til investorer. Deutsche Bank har meldt ud, at banken arbejder hårdt på at aflæsse uønskede aktiver, der kan resultere i betragtelige nedskrivninger.

I Italien er landets to største banker målt på aktiver, Intesa Sanpaolo og Unicredit, i forhandlinger med investeringsselskabet KKR om skabelsen af finansielle værktøjer, der vil tillade et salg af bankernes restrukturerede lån.

Ifølge analytikere vil netop Italiens banker blive gransket særlig grundigt i ECB's tests af banksektoren på grund af en bølge af stigninger i misligholdte lån. Ifølge seneste opgørelse fra september havde Intesa og Unicredit alene restrukturerede, potentielt problematiske lån for 10,6 mia. euro.

/ritzau/

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs