FinansWatch

RBS sætter 27 mia. kr. af til bøder - avis

Den statsejede bank Royal Bank of Scotland overraskede mandag sine tilbageværende private investorer med en nedjustering af forventningerne, der skyldes 3 mia. pund i hensættelser til juridiske omkostninger. Det skriver avisen The Guardian.

Hensættelserne kommer efter en række sager om svindel med amerikanske sub-prime huslån og vildledende salg af renteswaps og forsikringsprodukter i Storbritannien. RBS har i denne omgang sat 3 mia. pund, godt 27 mia. kr., af til at dække omkostningerne.

Dermed kan underskuddet for hele 2013 løbe op i 8 mia. dollar for RBS, svarende til mere end 70 mia. kr., da banken har nedskrevet godt 4,5 mia. dollar på at skabe en skraldebank internt i banken.

Siden RBS blev reddet af de britiske skatteydere med en kapitalindsprøjtning på 45 mia. pund i 2008 har banken tabt godt 40 mia. pund.

Nedjusteringen har sat ledelsen hos RBS i noget af en kattepine, da ledelsen har bedt aktionærerne, underforstået den britiske stat, om lov til at hæve bonusloftet til 200 pct. af den almindelige løn fra 100 pct., som er EU's bonusloft, der træder i kraft ved denne tid næste år.

Udbetalingen af store summer i bonusser ser dog ud til at kunne udløse en mediestorm hos den britiske befolkning. Det britiske Labour-parti har i hvert fald allerede bedt finansminister George Osborne om ikke at efterkomme bankens ønske, der kan komme på dagsordenen ved bankens generalforsamling senere i år.

"Vi skal selvfølgelig være opmærksomme på vores ejerstruktur og de politiske og mediemæssige forhold, der omgiver den," siger bankens bestyrelsesformand Sir Philip Hampton, der dog insisterer på, at banken er nødt til at kunne betale attraktive lønninger, ifølge The Guardian.

/ritzau/

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs