FinansWatch

Analytikere: Nordea vil løfte udbytte

Når Nordea kommer med årsregnskab onsdag den 29. januar, så vil det formentlig indeholde forslag om en markant forhøjelse af udbyttet til aktionærerne. Det vurderer Handelsbanken Capital Markets, der løfter kursmålet for Nordea-aktien til 108 skr. fra 98 skr. og gentager anbefalingen "køb".

Selve regnskabet fra Nordea, forudser Handelsbanken, bliver ret udramatisk. Den vigtigste indtægtspost i regnskabet, netto renteindtægterne, ventes at være stort set uændret 1389 mio. euro mod 1386 mio. euro i tredje kvartal, og tabene på udlån ventes at være på 0,19 pct. mod 0,20 pct. i tredje kvartal. For aktiemarkedet kan en af de vigtigste punkter i regnskabet dermed blive udbetalingen til aktionærerne.

- Vi venter, at Nordea vil hæve udbytteprocenten for regnskabsåret 2013 til 0,69 pct., hvilket jævnført vores estimater svarer til

en udbytteudbetaling på 0,54 euro per aktie. Dermed er der lagt op til en kraftig forhøjelse af udbyttebetalingen til aktionærerne, skriver Handelsbanken i sin morgenkommentar.

Omregnet til danske kroner svarer Handelsbankens nye kursmål til 91,70 kr., og det er det næsthøjeste blandt 25 analytikere, der har registreret kursmål på Bloomberg.

- Nordea-aktien handler med en P/E på 11 gange for 2014, hvilket svarer til en rabat på 14 pct. til de svenske storbanker. Vi venter dog, at denne rabat over tid vil blive indsnævret i takt med, at nedskrivningerne på udlån i Danmark og indenfor shippingsegmentet falder, og forrentningen af egenkapitalen vil blive forøget, begrunder Handelsbanken.

Aktien i Nordea ligger torsdag formiddag 0,1 pct. lavere i 77,20 kr. i København.

 

/ritzau/FINANS

 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs