FinansWatch

Diba-aktier tvangsindløses

I forbindelse med købet af Diba Bank tvangsindløser Sydbank nu de resterende aktier til samme kurs som det, de frivillige sælgere får.

Sydbanks køb af DiBa Bank er nået et skridt videre i processen, og Sydbank har besluttet, at de øvrige aktionærer i DiBa Bank skal lade deres aktier indløse af Sydbank i henhold til selskabsloven.

Det oplyser Sydbank torsdag morgen i en selskabsmeddelelse.

"Tvangsindløsningen vil blive iværksat den 15. januar 2014 ved fremsendelse af brev til de navnenoterede aktionærer, ved bekendtgørelse på DiBa Banks hjemmeside og ved annoncering i et landsdækkende samt et lokalt dagblad," skriver den Aabenraa-baserede bank, der ejer 97,3 pct. af aktiekapitalen og stemmerne i DiBa Bank.

Sydbank oplyser, at minoritetsaktionærerne vil blive opfordret til inden for 4 uger at overdrage deres aktier i DiBa Bank til Sydbank til en kurs på 145 kr. pr. aktie a nominelt 20 kr. Fristen for minoritetsaktionærerne til at overdrage deres aktier i DiBa Bank til Sydbank vil således udløbe den 12. februar 2014 kl. 23:59.

"Den tilbudte kurs svarer til den kurs, der blev tilbudt aktionærerne i DiBa Bank i Sydbanks anbefalede frivillige købstilbud, der udløb den 19. december 2013, og som førte til, at Sydbank efter købstilbuddets gennemførelse besidder mere end 90 pct. af aktiekapitalen og stemmerettighederne i DiBa Bank," lyder det fra Sydbank.

/ritzau/

 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs