FinansWatch

Bankerne fortsætter fyringer i 2014

2013 blev et år med mange fyringer i den finansielle sektor og den tendens fortsætter ind i 2014, ifølge en arbejdsmarkedsforsker. Det er det fortsatte fokus på besparelser og effektiviseringer, der bærer hovedansvaret.

Det skriver Berlingske Business.

"Det har tidligere været en meget medarbejdertung sektor, men det er det ikke mere. Drivkraften har blandt andet været digitaliseringen, som har ændret
personalepolitikken til en form for minimumsbemanding," udtaler professor og arbejdsmarkedsekspert Henning Jørgensen til Berlingske Business.

Ifølge Henning Jørgensen vil der fortsat komme drastiske nedskæringer i antallet af ansatte i fremtiden og det erklærer bankernes egen arbejdsgiverorganisation,
Finanssektoren Arbejdsgiverforening, sig enig i. I foreningens seneste prognose er scenariet et fald i beskæftigelsen i banksektoren med 800 stillinger i 2014.

Danmarks Statistik bakker også de dystre udsigter op i sin seneste konjunkturindikator, hvor finans, forsikring og ejendomsbrancherne har de mest negative
udsigter i forhold til beskæftigelsen.

De fortsatte nedlæggelser af stillinger i finanssektoren handler mest af alt om økonomi, men også om lovgivning, ifølge Henning Jørgensen. Selvom den danske
banksektor har skulle indhente resten af EU med hensyn til effektiviteten de senere år, så har de mange skrappe regler i kølvandet af finanskrisen også haft en
effekt.

"Det er en omkostningsreduktion, som handler om at hæve profitmarginerne. Samtidig er der øgede krav til bankernes polstring, og det betyder igen, at man
forsøger at omkostningsminimere," udtaler Henning Jørgen til dagbladet Børsen.

/ritzau/

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs